23948sdkhjf

Hvad kan vindbranchen forvente af 2017?

I et interview med Steen Broust Nielsen, partner i Make Consulting, stilles skarpt på, hvilke industri- og teknologitrends, man kan forvente i vindbranchen i 2017, og også hvilke markedsudfordringer de kommende år vil byde på.

2017 byder på øget usikkerhed på det europæiske vindmarked med nye udbudssystemer, udfasningen af støtte, og debat om ændrede rammer på elmarkedet. Udenfor Europa er der en forventning om, at de nuværende rammeordninger på det amerikanske marked fastholdes på trods af nye politiske vinde. Og med Paris-aftalen og en forbedret konkurrencemæssig position for vind og sol på mange markeder kan forventningerne til efterspørgslen på vind- og solenergi i nye markeder skrues op. Sådan lyder de overordnede forventninger til 2017 fra Steen Broust Nielsen, som er specialist i det globale vindmarked:

- Vi ser et positivt efterspørgsels-scenarie fremadrettet - dog med lavere årlige vækstrater, men dette scenarie er også afhængigt af, at politikerne sikrer de nødvendige rammer og fastholder de målsætninger, der er sat. Hvis vi kigger nærmere på de skiftende rammevilkår på vindmarkedet og udfasningen af støtteordninger, så understreger disse ændringer behovet for større kosteffektivitet og vigtigheden af at være konkurrencedygtig med andre elproducerende energikilder.

Europa har været kendetegnet som en vindregion med en grøn fremdrift på det politiske og regulatoriske niveau, hvilket har bidraget til mange arbejdspladser og et stabilt marked. Dette marked står dog foran historisk store ændringer, hvilket vil få betydning for, hvordan virksomhederne tilgår markedet.

De store bliver større
I 2016 fusionerede Nordex og Acciona Windpower og en fusion mellem Gamesa og Siemens Wind Power er undervejs. Denne tendens kommer til at fortsætte ind i 2017, hvor konsolidering bliver en af de helt store trends i industrien. Det er dog ikke kun vindmølleproducenterne, der konsoliderer, for den samme tendens kan forventes i leverandørlaget.

- Det kommer til at betyde, at de store bliver større, og at det bliver sværere at være en lille spiller på markedet, der kun leverer til én enkelt kunde. Jeg forventer, at vi kommer til at se flere af de mindre spillere og specialister blive opkøbt af andre virksomheder i værdikæden, sådan som vi lige har set det med Nordex/Acciona, der har opkøbt SSP Technology, fusionen and Jupiter Group og Bach Composites samt JSB Groups køb af spanske MEP inden for de sidste uger, siger Steen Broust Nielsen, som forudser, at konsolideringsbølgen vil komme til at kræve meget af underleverandørerne, der skal være klar til at tage flere risici og tænke anderledes.

Et alternativ til konsolidering er en mere systematiseret leverandørkæde, hvor de større underleverandører vil få en mere fremtrædende koordineringsrolle som systemleverandører i forhold til at samle færdige moduler, der leveres til producenter. Det vil derfor være underleverandørerne, der i højere grad indsamler de mindre komponenter, hvilket i dag er en opgave der ofte løftes hos producenterne selv. Det har blandt andet KK Wind Solutions haft succes med.

Større møller, innovative fundamenter og big data
En fremtidig virkelighed, hvor vind ikke længere er afhængig af støtte, vil betyde, at vind vil konkurrere på markedsvilkår og derfor være i endnu skarpere konkurrence til andre elproducerende kilder. Derfor vil en af de store trends i 2017 være teknologiudvikling med sigte på at øge kosteffektiviteten ved vind.

- Vi har set nogle imponerende forbedringer på havvinds konkurrenceevne i 2016 med rekordlave priser. Men med solenergiens forbedrede position i forhold til pris og nye støtteordninger er det nu endnu vigtigere, end det har været tidligere, at både land- og havvind bliver mere kosteffektivt og derigennem mere konkurrencedygtigt, siger Steen Broust Nielsen, og fortsætter:

- Der er nogle særlige teknologiudviklingstrends, der vil komme til at spille en stor rolle i 2017 i forhold til at opnå dette. Særligt forudser vi, at opskaleringen af rotoren, avancerede tårnkonstruktioner, der understøtter højere navhøjde, samt kontrolsystemer, der understøtter denne udvikling, vil komme til at drive konkurrenceevnen. På offshore vind fortsætter opskaleringen på møllesiden, og vi ser meget konkurrencedygtige capex-niveauer på møllerne. Dertil kommer et stærkt fokus på optimering af balance of plant herunder installation, kabler og fundamenter, da disse trækker mange omkostninger.

Her peger teknologiudviklingen i retning af nye installationsmetoder nye kabeltyper og monitorering af kabler for at undgå nedbrud på grund af kabelfejl. Desuden udvikles der kraftigt indenfor fundamentstekniologier samtidig med, at supply chainen er i færd med en gennemgående industrialisering og effektivisering.

- Brugen af big data vil også komme til at fylde meget i 2017. Vi vil blive bedre til at indsamle og anvende data, og det vil betyde, at vi dels kan arbejde smartere med vindmøllerne, og dels at vi kan minimere den tid, det tager at servicere dem. Ved at analysere data på møllen vil vi også kunne lave en proaktiv indsats på vedligehold og derved sikre færre fejl og nedbrud, fortæller Steen Broust og uddyber, at hvis vi kigger længere ud i horisonten, bliver det interessant at følge udviklingen inden for lagring af vind- og solenergi. Dette vil være en afgørende milepæl i at sikre en større andel af VE-energi i det samlede energisystem, og med de første kommercielle lagringssystemer, der er blevet lanceret, bliver det en spændende udvikling af følge.

Kilde: Vindmølleindustrien - http://www.windpower.org

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172