Markant behov for efteruddannelse
7 ud af 10 lønmodtagere forventer, at de skal have mere efteruddannelse for at klare sig på arbejdsmarkedet. Det viser en ny undersøgelse, som Teknologisk Instituts Erhvervsudviklingsdivision præsenterer i morgen torsdag.
- Mange lønmodtagere erkender, at de har brug for efteruddannelse for at kunne varetage deres nuværende arbejde, mens andre primært har brug for efteruddannelse i forhold til et fremtidigt arbejde, siger seniorkonsulent Lizzie Mærsk Nielsen fra Teknologisk Institut, Erhvervsudvikling.
Torsdag den 9. februar præsenterer Teknologisk Institut resultatet af en undersøgelse om de ansattes motivation og barrierer for at deltage i voksen-, efter, og videreuddannelse.
Undersøgelsen er gennemført for Trepartsudvalget for livslang opkvalificering og uddannelse for alle på arbejdsmarkedet, og den består af både en kvantitativ og en kvalitativ analysedel.
Drømmen om et bedre job
Motivationen for at deltage i efteruddannelse er ofte begrundet i arbejdsmæssige forhold.
- Det er først og fremmest ønsket om at få et nyt og bedre arbejde, der driver lysten til efteruddannelse hos de ufaglærte, anfører Lizzie Mærsk Nielsen.
5 ud af 10 ufaglærte angiver drømmen om et bedre job som årsagen til deres deltagelse i efteruddannelse. Dertil kommer frygten for ledighed.
Ønsker personlig udvikling
3 ud af 4 af lønmodtagerne oplyser, at de helt eller delvist deltager i efteruddannelse for at udvikle sig personligt.
Medarbejdere med videregående uddannelse er generelt mere orienterede mod livslang uddannelse og læring, end det er tilfældet for de ufaglærte medarbejdere.
Læs analyserapporterne her: http://www.teknologisk.dk/erhverv/17887 .
Teknologisk Institut inviterer desuden til et Gå-hjem-møde, hvor resultaterne vil bliver præsenteret.
Mødet afholdes torsdag d. 9. februar kl. 16.00-18.00 i konferencesalen på Teknologisk Institut, Gregersensvej i Taastrup, indgang 1.
Uddannelsesdirektør i Undervisningsministeriet, Villy Hovard Pedersen, vil indlede arrangementet.
Tilmelding kan ske til susanne.esbern.parup@teknologisk.dk.
Deltagelse i arrangementet er gratis.
Kilde: Teknologiske Institut,