Dantherm Filtration styrker sin position i Sverige
Dantherm Filtration AB, der er gruppens datterselskab i Sverige, har overtaget aktiviteterne i Scandab AB fra Lindab AB. Overtagelsen er helt i tråd med koncernens
strategi om at udvide sine forretningsmæssige aktiviteter i Sverige.
Selskabet leverer både komponenter og hele turn-key projekter til træindustrien, papirindustrien, fødevareindustrien, tekstilindustrien m.fl.
Selskabet har en særlig god markedsposition inden for træindustrien, hvor Dantherm Filtration i forvejen er blandt de største udbydere og leverandører i verden af systemer og udstyr til luftrensning.
I 2005 lå Scandabs omsætning på ca. 60 mio. SEK.
- Scandab giver Dantherm Filtration en enestående adgang til at drage fordel af selskabets veletablerede markedsposition og gode kundegrundlag - og dermed et godt udgangspunkt for den fortsatte udvikling af vores aktiviteter i Sverige, siger adm. direktør Torben Duer, Dantherm Filtration.
- Samtidig er vi overbeviste om, at vi med tilførslen af nye kompetencer inden for luftrensning og industriel luftbehandling fra Scandab kan åbne nye døre på de internationale markeder, fortsætter han.
Succes med luftrensning
- Med overtagelsen af disse aktiviteter i Sverige fortsætter vi den positive udvikling inden for Dantherm Filtration, som i dag tegner sig for ca. 1/3 af koncernens samlede omsætning, sgier koncernchef Poul Arne Jensen, A/S Dantherm Holding.
- Som udmeldt i vores delårsmeddelelse for 3. kvartal 2005 udvikler Dantherm Filtration og dermed Dantherm Holdings forretningssegment for procesventilation sig bedre end forventet og med meget tilfredsstillende vækst. Overtagelsen af aktiviteterne i det svenske selskab markerer et yderligere skridt i den rigtige retning, siger Poul Arne Jensen.
Overtagelsen af aktiviteterne i Scandab AB får ingen indflydelse på forventningerne til regnskabsresultatet i 2006.
Kilde: Fondsbørsmeddelelse fra A/S Dantherm Holding. Københavns Fondsbørs, http://www.cse.dk