Lego outsoucer for at overleve
Lego har taget et afgørende strategisk skridt for at redde koncernen. Outsourcing af stort set hele produktionen af legetøj til lavtlønslandene skal sikre, at legetøjsvirksomheden, der har kæmpet i mange år for at komme tilbage i front, forbedrer sin bundlinje markant.
Nu har Legos adm. direktør Jørgen Vig Knudstrup dog taget konsekvensen af mange års forgæves kamp. Han har revideret forretningsmodellen markant, skriver Dagbladet Børsen.
Næsten hele legetøjsproduktionen i Billund skal outsources til Østeuropa og Mexico for at sikre Legos fremtidige eksistens. Og dermed er legetøjs-produktionen i Billund skåret ned til et absolut minimum.
- Der er tale om en meget modig, men rigtig beslutning, der kan give Lego det strategiske manøvrerum, som virksomheden ikke har haft i mange år, siger Knud Sant, bestyrelsesformand for konsulentvirksomheden Valcon til Dagbladet Børsen.
Der er tale om, at det strategiske træk skal forbedre koncernens bundlinje med 600 mio. kr., hvormed ledelsen ser, at der vil være økonomiske ressourcer til udvikling og forbedring af bl.a. produkter, markedsføring og uddannelse.
2000 medarbejdere i legetøjskoncernen vil i løbet af de næste tre år blive berørt af outsourcingsprojektet.