Dansk Eksportforening: Masser af danske vind-underleverandører i Kina
I Dansk Eksportforening og Danish Wind Energy Group er man helt enig i Henrik Martens, fra den Danske Ambassades i Kina, synspunkt om, at Kina tordner frem inden for vind, og at det er nu, de danske underleverandører skal være aktive i Kina.
- Vi ser mange af vore medlemsvirksomheder, som har endog rigtigt mange aktiviteter i Kina. Og her taler vi ikke kun om store virksomheder, nej det er bestemt også underleverandører med 50-100 ansatte, som har både mod og styrke til at håndtere etableringer i Kina. Typisk starter de med at etablere salgskontor, som dog hurtigt må erstattes med først samleproduktion og herefter en decideret produktionslinie med lokal sourcing, skriver Dansk Eksportforening i en kommentar til gårsdagens artikel om danske vindmølleunderleverandører i Kina .
Disse etableringer er bemærkelsesværdige blandt andet, fordi de ikke er opstået ud fra ønsket om en billig sourcing, men i stedet er drevet af et marked med store muligheder for afsætning af de danske produkter. For mange bliver lokal sourcing hen af vejen aktuelt, for højnelse af konkurrenceevnen er blot en sidegevinst, der styrker underleverandøren ikke blot på det kinesiske, men også det globale marked.
Dansk Eksportforening har selv etableret Danish Wind Energy Group, hvor man arrangerer fælles aktiviteter rettet mod vindmølleproducenter i Kina. Blandt andet arrangerer man fællesstande på kinesiske messer. I de kommende fire måneder er man blandt andet at finde på følgende:
Offshore Wind China (uge 27) – 6 danske virksomheder deltager.
Wind Power Asia (uge 28) - 8 danske virksomheder deltager.
China Wind Power (uge 43) – foreløbigt 18 danske virksomheder deltager.
Kilde: Danish Wind Energy Group - http://www.dk-wind.com