Nyt om navne: Ny salgschef hos Waltrich
For at gøre noget progressivt for at komme gennem finanskrisens virkninger har Waltrich pr. 1. august 2009 ansat Arnold S. Olsen som salgschef.
I 1957 kom Arnold i lære hos sin far på Maskinfabrikken ASO i Præstø, og der arbejdede han for far, indtil han selv i 1983 overtog virksomheden og drev den til 1992. Herefter blev Arnold ansat som sælger hos Pinol i Gørløse og var der indtil 2006, hvor han skiftede job til sælger hos Nordisk Finmekanik Industri (NFI) i Tappernøje.
- Nu er Arnold blevet 67 år, og planen var at gå på pension – skrev han til mig i en mail, sammen med tak for godt samarbejde. Jeg skyndte mig at svare; ”det er du da slet ikke gammel og udslidt nok til”. Dagen efter skrev vi ansættelseskontrakt, for ”man må jo samle det guld op, der ligger på gaden”, forklarer Hanne Lilja, administrerende direktør for Waltrich.
- Det lidt ”pudsige” i historien er, at jeg i 1989-1990 selv var ansat hos ASO som driftsassistent for Arnold og fik min grundlæggende viden om spåntagende bearbejdning. Den viden der blandt andet gør, at jeg i dag er i stand til at drive Waltrich A/S, hvis produktion er meget lig den, der i sin tid var på ASO. Derfor har Arnold i min verden altid heddet ”Mester”, og det gør han i øvrigt stadig, fortsætter hun.
Tidligere har Hanne Lilja selv taget sig af al administration, herunder salget, i virksomheden, men som tiderne er p.t., må man jo virkelig ud på markedet og hente ordrerne.
- Jeg forventer mig rigtig meget af samarbejdet med Arnold, og planen er, at han skal opsøge nye kunder, og jeg skal tage mig af alle de eksisterende kunder. Vi satser fortsat på at kunne bibeholde en eksport på ca. 50 % af omsætningen – selvom vores største eksportmarkeder er Sverige, Norge og England. Derfor deltager vi også på HI messen i Herning fra 1.- 4. september og Elmia Subcontractor i Jönköping fra 10.–13. november, hvor alle jo så får lejlighed til at hilse på Arnold, slutter Hanne Lilja.
På HI Messen er Waltrich af finde på Metal- og Maskinindustriens fællesstand F5110.09.
Kilde: Waltrich - http://www.waltrich.dk