Uni-chains vokser ud af sine rammer
Uni-chains, der er en af verdens førende producenter af transportbånd og kæder er vokset ud af virksomhedens rammer i Vejle. Indtil nu har aktiviteterne været spredt ud på fire forskellige adresser, men nu samles de under samme tag i ny kæmpe fabriksbygning.
Uni-chains har i dag lokaliseret sig på fire forskellige adresser i Vejle, men nu skal alt samles under samme tag. Det er foreløbig planen at flytte til de nye fabriksbygninger i efteråret 2007, men der er i øjeblikket ekstra lang leveringstid på betonelementer, så det kan betyde, at projektet i sidste ende bliver udskudt.
Samtidig er virksomheden netop nu i gang med at tage et nyt moderne støberi i brug. Det nye støberi har kostet Uni-chains 100 mio. kr. Det er på 11.000 kvadratmeter og indeholder blandt andet 75 støbemaskiner, oplyser avisen.
Uni-chains A/S er en familieejet virksomhed, der udvikler og producerer modulære bånd og kæder til intern transport og eksporterer til 55 lande. Firmaet beskæftiger i dag 390 medarbejdere globalt, heraf 293 i Vejle.
De nye byggerier er med til at skabe den kapacitet, som Uni-chains har behov for. Virksomheden har i de seneste år oplevet problemer, fordi virksomheden er vokset ud over alle rammer.
- Nu er kapaciteten ved at være, som den skal være, siger adm. direktør Lars Bugge og oplyser samtidig til avisen, at virksomheden i 2005-2006 vil nå en samlet omsætning på 300 mio. kr. Det er 40 mio. kr. mere end året før.