23948sdkhjf

TRESU kåret til årets læreplads i Sønderjylland

Virksomheden er indstillet af lærlingen Jesper Holm Juhl, der er 20 år og har muskelsvind. Han bliver færdig som teknisk designer til februar 2010.
Jesper Holm Juhl går for tiden på sin sidste skoleperiode på EUC Syd i Haderslev og bliver den 5. februar 2010 helt færdiguddannet som teknisk designer med speciale i maskiner. Han har næsten udelukkende fået topkarakterer, og det vil sige 10- og 12-taller igennem hele uddannelsen. I dette efterår indstillede han med en velskrevet og velbegrundet nominering sin praktikvirksomhed TRESU A/S til titlen som Årets Læreplads 2009 i Sønderjylland – og vandt.

Og det er der i grunden ikke noget mærkværdigt ved, for Jesper bliver af sine holdkammerater, lærere og kolleger på praktikpladsen beskrevet som ihærdig, dygtig, arbejdsom – simpelthen en ildsjæl. Men det, der virkelig sætter prikken over i’et, er når man hører, at præmielærlingen Jesper lider af muskelsvind; Jesper er lammet i kroppen, kommer omkring ved hjælp af el-kørestol og lift og har behov for en personlig hjælper i alle døgnets 24 timer.

På trods af sin dygtighed måtte Jesper søge over 20 virksomheder om en praktikplads, før han kom til samtale hos TRESU i Bjert. Afdelingsleder for specialmaskiner Niels Westergaard fra TRESU var til gengæld ikke et øjeblik i tvivl, efter at have mødt Jesper:

- Vi kunne se af hans tidligere arbejder og projekter, at han var rigtig, rigtig dygtig, og det at han har et handicap skulle i hvert fald ikke være en forhindring for at give ham chancen til at vise sit værd hos os. Og Jesper har udfyldt sin plads fuldt ud på samme niveau som vores andre lærlinge. I det år han har været hos os, har Jesper efter eget ønske arbejdet på fuld tid, og han faldt godt ind i vores miljø og jargon. Jespers praktikperiode stoppede i august, vi har været vældigt tilfreds med Jesper og har kun positivt at sige om ham, siger Niels Westergaard.

Jesper Holm Juhl og TRESU blev præmieret for titlen tirsdag på EUC Syd i Haderslev, og TRESU er sendt videre i den nationale konkurrence til årets læreplads, hvor undervisningsministeren kårer vinderen den 25. november på Christiansborg.

Kilde: EUC Syd - http://www.eucsyd.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078