Danfoss ønsker el-penge udnyttet i lokalområdet
Danfoss er en af de største forbrugere af el fra Syd Energi, og med den position ønsker koncernen nu at få energiselskabet til at bidrage en del af egenkapitalen til lokalområdet.
Danfoss har et ønske om, at de milliarder, Syd Energi har på kistebunden, bliver aktiveret til fordel for skabelse af arbejdspladser, alternative energiformer og områdets generelle udvikling.
- Syd Energi har en egenkapital på godt og vel 9 milliarder kroner. Det er uanset beregningsmetoden en urimeligt høj og helt unødvendig egenkapital. Syd Energi skal naturligvis sikres, så selskabet fortsat kan producere og levere de ydelser, selskabet har som sit formål, men 3 milliarder er alt rigeligt til, at en sådan sikring er til stede, påpeger adm. direktør Jørgen M. Clausen fra Danfoss.
Danfoss foreslår en model, hvor milliarderne både kommer i omløb og bliver brugt til at sikre øgede aktiviteter i området.
- Vi ser meget gerne, at pengene fordeles til tre formål, hvor det ene endda er tvedelt. Vi skal for det første sikre Syd Energi en fornuftig egenkapital, så selskabet kan drives videre. For det andet skal en del udbetales til brugerne, der jo har skudt pengene ind gennem betalingen for el. For det tredje skal der oprettes en erhvervsdrivende fond, hvis formål skal være at investere i det lokale erhvervsliv med fokus på alternative energiformer og etablering af arbejdspladser, forklarer Jørgen M. Clausen.
Han fortsætter:
- Det årlige afkast fra disse investeringer skal placeres i endnu en fond, der skal støtte almene formål i det syd- og sønderjyske. Tildelingerne kan være med til at øge områdets attraktion. Kort sagt at gøre området til et rigtigt godt sted for dem, der lever og arbejder her, afslutter han.
Danfoss har ikke en fuldt færdig plan for, hvor mange penge, der skal anvendes i de tre forskellige dele. Det vil kræve en række grundigere beregninger.
Kilde: Danfoss - http://www.danfoss.dk