Glasfiber-brand kom på værst tænkelige tidspunkt
Mandag aften brændte Poca Glasfiber, og timingen kunne stort set ikke være dårligere for den østjyske virksomhed. Det skriver Horsens Folkeblad.
- Det er vores højsæson, fordi vi leverer mange både til Grønland til både fiskeri og turistsejlads. Vi har blandt andet mange ordrer på turistbåde, som vi har udviklet nye modeller til, fortæller Erik Marker til Horsens Folkeblad.
Allerede tirsdag åbnede virksomheden et kontor i nabobygningen, og nu går arbejdet i gang med at få genetableret produktionen. Erik Marker fortæller, at alle produktionsdata er reddet, ligesom det også lykkedes at få enkelte forme ud. En del uerstattelige forme er dog blevet flammernes offer.
Originalartikel: http://hsfo.dk/112/Ukuelig-direktoer-staar-med-en-ruin-Vi-genaabner-kontoret-i-dag/artikel/101845