Kend din korrosion
Stålcentrum inviterede i sidste uge til temadag om ny viden om rustfri stål inden for fødevareindustrien.
- Enten holder rustfri stål, eller også går det i stykker – og så går det stærkt, konstaterede Claus Qvist Jessen indledende.
Generel korrosion
Korrosion på rustfri stål kan inddeles i fem typer: generel korrosion, grubetæring, spaltekorrosion, spændingskorrosion og interkrystallinsk korrosion.
- Af disse er spændingskorrosionen langt den mest besværlige at håndtere, forklarede Claus Qvist Jessen.
Generel korrosion kaldes også syrekorrosion og er kendetegnet ved, at hele overfladen korroderer.
- Generel korrosion finder typisk sted i stærkt sure eller i stærkt alkaliske miljøer, hvor fx svovlsyre, fosforsyre og lignende kan skade materialet. Udover syretypen og -styrken afhænger korrosionshastigheden især af temperaturen og mængden af urenheder. Helt generelt stiger korrosionshastigheden med stigende temperatur og stigende kloridkoncentration i mediet, fortalte Claus Qvist Jessen.
Grubetæring og spaltekorrosion
Grubetæring er modsat den generelle korrosion en lokal nedbrydning af stålets beskyttende oxidlag.
- Ved tilstrækkeligt kraftig miljøpåvirkning sker der ikke som normalt en gendannelse af oxidfilmen, og korrosionen tager fart. Grubetæring er det perfekte eksempel på en enten-eller korrosionsform og resulterer ofte i særdeles hurtig gennemtæring, lød det fra Claus Qvist Jessen.
- Spaltekorrosion minder meget om grubetæring, men finder sted i spalter, porer og andre steder, hvor der er ringe eller slet ingen væskeudskiftning, forklarede han.
Spændingskorrosion
Mens grubetæring og spaltekorrosion ikke nødvendigvis fører til funktionssvigt i stålet, ser det straks værre ud ved spændingskorrosion.
- Spændingskorrosion er en korrosionsform, der giver sig udslag i lokale revnedannelser og ekstremt hurtig gennemtæring i selv tykt gods. At fænomenet hedder "spændingskorrosion" hænger sammen med, at korrosionen finder sted i områder med indre trækspændinger, altså steder, hvor metallet er blevet "hevet i". Dette kan ske ved de fleste typer mekanisk bearbejdning, fx svejsning, smedning, slibning m.m., sagde Claus Qvist Jessen
Er et emne først udsat for spændingskorrosion, er der normalt ikke noget at gøre – så skal emnet udskiftes.
Interkrystallinsk korrosion
- Sidst har vi interkrystallinsk korrosion, som er en korrosionsform, der skyldes dannelser af kromkarbider i stålets korngrænser. Ved opvarmning til temperaturer i området 500-850 grader binder kulstoffet det nyttige krom, og korrosionen finder sted langs stålets korngrænser. Det svarer til at opløse mørtelen mellem murstenene i et hus, fortalte Claus Qvist Jessen.
Claus Qvist Jessen anbefaler, at man er ekstra opmærksom på, hvilke stålkvaliteter der bruges, og selvfølgelig skal man også sørge for, at den efterfølgende behandling som stålet får, er korrosionsbestanding.