Resen Waves sætter første anlæg til salg
Oprindeligt skulle Resen Waves have frigivet sine bølgeenergi-bøjer til kommercielt salg med udgangen af 2016, men som så ofte før i bølgeenergi-branchen, så er netop den manøvre blevet lidt forsinket.
Nu har Per Resen Stenstrup, der har hentet bøjen hertil fra Texas, fået testet sin tredjegenerations-udgave af bøjen på 300 W. Og det har speedet processen hen mod kommercialisering gevaldigt op.
- Bøjerne er nu frigivet til salg, men jeg regner med, det tager tid med at få de første ordrer, da det er et helt nyt produkt, som kunderne aldrig tidligere har set i deres liv. De vil typisk se det hele lidt an. Det er min tidligere erfaring med introduktion af helt nye teknologier, indtil der for alvor kommer gang i salget, og referencerne er bygget op. Men derefter kan det – forhåbentlig - pludselig gå stærkt, fortæller Per Resen Steenstrup til Metal Supplys søstermedie Energy Supply.
Stor succes i Southampton
Den u-formede bøje fra Resen Waves har, ud over at skulle stå sin prøve på bølgen blå, også været en tur på messen Ocean Business 2017 i Southampton i april. Deltagelsen her har vist sig at være et smart træk af Per Resen Steenstrup.
- Der var stor interesse for det nye bøje-koncept på Ocean Business 2017 i Southampton, fordi alle i offshore-branchen kender til problemer med utilstrækkelige batteriforsyninger og manglende dataadgang til deres instrumenter i havet, fordi de ikke har nok strøm. Det løser vi med et slag, så kunderne ikke skal ud og skifte batteripakker i havet, hvilket er meget dyrt og upraktisk, og samtidig kan de nu få direkte real-time adgang til instrumenterne ude i havet med en smartphone eller med en web applikation på deres laptop, forklarer Per Resen Steenstrup.
Det u-formede bølgeenergianlæg fra Resen Waves er udstyret med en flydende vandtæt cylinder, der indeholder al teknik, og det stiller indehaverne af en bøje fra Resen Waves lidt bedre.
- Det åbner en helt ny verden af muligheder. Sker der noget uforudset på offshore-installationen, ved de det med det samme. Mulighederne er mange, men det kræver meget tålmodighed i starten, fortæller han.
Forventet resultat
Resen Waves har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2016, og det bærer præg af, at man har investeret voldsomt for at komme fra den afsluttende fase af produktudviklingen til kommercialisering.
- Det er som ventet, står der i årsrapporten om årets resultat, der trods minus på bundlinjen er markant bedre end 2015.
For i 2016 er det nemlig lykkedes Per Resen Steenstrup at skære godt en million af underskuddet på bundlinjen. Fra -1.502.000 kr i 2015 til -541.670.
kr. | 2016 | 2015 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | -205.451 | -776.000 |
Driftsresultat | -762.258 | -1.562.000 |
Finansielle omkostninger | -131.852 | -124.000 |
Årets resultat før skat | -888.739 | -1.686.000 |
Årets resultat | -541.670 | -1.502.000 |
Egenkapital | -1.950.695 | -2.409.000 |
Antal ansatte | 1 | 1 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31.december 2016 |