23948sdkhjf

Steel Coating satser på intern transportafdeling

Den østjyske pulverlakeringsvirksomhed optimerer logistikken med indkøbet af ny lastbil.

Strategien om at tilbyde hele løsninger bliver yderligere forstærket med den seneste investering hos Steel Coating i Skanderborg. Transportdelen var en af de sidste arbejdsgange, som stadig blev håndteret eksternt, men større leveringssikkerhed har i længere tid været et tema for ledelsen, pointerer direktør Per Rasmussen. Derfor er fragten nu ”taget hjem”. Det skriver Steel Coating i en pressemeddelelse.

- I en skærpet konkurrencesituation skal vi optimere, hvor vi kan. I flere år har vi haft vores egne vogne til rådighed ved et fragtfirma. Samarbejdet var fint, men der er åbenlyse fordele ved at stå med ansvaret selv, fortæller han og uddyber, at øget fleksibilitet for kunden og bedre produktionsplanlægning er blandt gevinsterne ved selv at styre transportafdelingen. Samtidig er det en bekræftelse af, at man tager udtrykket totalleverandør alvorligt.

- Det er sådan, kunderne skal tænke på os. Vi sørger for det hele ”in-house” – inklusive transport med egne biler og chauffører, tilføjer han.

Stempel på alle processer
Per Rasmussen lægger vægt på, at pilen nu kun peger én vej, hvis der skulle opstå en uforudset situation. Kombineret med flere andre tiltag udmønter indkøbet af den nye Mercedes-lastbil sig i, at man kan garantere en endnu højere kvalitetskontrol af den samlede leverance. Det er et vigtigt signal at sende til omverden.

- Det handler om det store billede. Vi vil sætte vores stempel på alle processer. Det var også derfor, vi etablerede en afdeling til sandblæsning. Det er stadig et ret nyt forretningsområde, men det betaler sig, slår Per Rasmussen fast og fortæller videre, at investeringen i sandblæsningsanlægget samtidig har gjort det nemmere at kontrollere de forskellige korrosionsklasser – netop fordi alle arbejdsgange nu holdes internt.

- Kravene til dokumentation bliver kun skærpet de kommende år. Vi har altid prioriteret området højt, og det kommer os til gode nu, siger han.

Pænt store opgaver
Med en flot ordreindgang i første halvår af 2017 har medarbejderne hos Steel Coating haft nok at se til. ”Et par pænt store opgaver”, som Per Rasmussen formulerer det, har fyldt godt i produktionen. Ordrerne er nogenlunde jævnt fordelt mellem overfladebehandling af henholdsvis stål og aluminium. Han erkender, at det i perioder med ekstra stor travlhed, kan blive nødvendigt at trække på eksterne samarbejdspartnere – for eksempel i forbindelse med transport af de helt store emner op til 9 meter.

- Hvis der er behov for det, skal vi selvfølgelig gøre det. Strategi eller ej, så er kunden uden diskussion den vigtigste, slutter direktøren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08