23948sdkhjf

Mere plads til nordjysk tavle-producent

Frederikshavn-virksomheden Soft & Teknik er lige rykket ind i nyt domicil.
Finanskrise og nybyggeri rimer dårligt hos mange virksomheder, men hos den nordjyske producent af styringstalver, Soft & Teknik, valgte man i alligevel at fortsætte med de byggeplaner, man havde lavet, før krisen brød ud. Og det har direktør Jens Christian Kristiansen ikke fortrudt.

- Vi er et 13-14 år gammelt firma, og det var efterhånden lidt trangt med pladsen i vores hidtidige domicil, så vi valgte at bygge nyt. Før boede vi i to lejede fabrikshaller ca. 500 meter herfra, men 1. maj kunne vi flytte ind, siger han til Metal Supply.

Fem gange mere plads
Det har dels betydet langt bedre plads til den egentlige produktion, hvor virksomhedens tavlebyggere boltrer sig, men også administrationen har fået langt bedre vilkår. Blandt andet har virksomhedens programmører nu eget kontor til rådighed, selv om de bruger det meste af deres tid ude hos kunderne.

I de lejede lokaler rådede man over 240 kvadratmeter, men det areal er nu udvidet til 1.200 kvadratmeter i den nye bygning på Håndværkervej i Frederikshavn. Dermed er der også tænkt på fremtiden.

- Vi er det samme antal medarbejdere i det nye domicil, som vi var i det gamle, men der er selvfølgelig tænkt på fremtidige udvidelsesmuligheder. Økonomien i byggeriet er dog ikke baseret på, at vi skal udvide, så på den måde er vi ikke under pres for at vokse, forklarer Jens Christian Kristiansen.

Skal afspejle kvalitet
Han ser dog også andre fordele i, at den 13 mand store virksomhed nu kan operere fra et nyt og mere præsentabelt domicil.

- Det er nemmere at forklare kunderne, at vi leverer højkvalitetsprodukter, når vi bor i et ordentligt domicil. Vi lever af at gøre tingene anderledes. Vi forsøger at sætte os ind i, hvad kunderne gerne vil, og det må gerne afspejle sig i de lokaler, vi bor i, lyder det fra Jens Christian Kristiansen.

Soft & Teknik leverer sine styringstavler til et bredt udsnit af brancher i den danske industri. Virksomheden producerer både til nye anlæg og arbejder med opgraderinger af eksisterende anlæg.

Ser salgspotentiale
Hos mange af kunderne har der været stort fokus på automatisering under finanskrisen, og blandt andet derfor har Soft & Teknik klaret sig godt.

- Vi er sluppet nådigt omkring finanskrisen. Vores indtjening er ikke ændret – hverken i positiv eller negativ retning, siger Jens Christian Kristiansen, der samtidig ser øget potentiale for automationsbranchen i de kommende år.

- Langt hen af vejen har vi været for dårlige til at fortælle fabriksejerne, hvordan de kan rationalisere deres produktion på langt sigt. Der kan vi kun gribe i egen barm og blive bedre til det. Der ligger et potentiale i mere udadvendt salg, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1