23948sdkhjf

Wila tog et øv-år

Fusionen med GN Production trak tænder ud hos den midtjyske underleverandør, der dog nu forventer at kunne høste synergierne.

Wila har været lidt af en succeshistorie med konstant vækst gennem de sidste mange år. I 2016 løb underleverandøren dog ind i uventede problemer.

- Det var en sammenlægning af to virksomheder, der ikke gik helt så godt. Det har været en udfordring at fusionere to kulturer, plus vi havde en dårlig sag i sidste regnskabsår, fortæller administrerende direktør og ejer Lars Lauridsen.

Den sammenlægning, han hentyder til, er fusionen med GN Production, som blev påbegyndt i starten af 2016. Udover de kulturelle udfordringer arvede Wila også nogle tabsgivende projekter fra GN Production.

Derfor endte 2016 med et underskud før skat på 3,7 mio. kr. mod et plus på 5,4 mio. kr. i 2015. Og det ærgrer i den grad Lars Lauridsen.

- Hvis vi kigger på Wilas normale drift, så er der ingen problemer, og nogen af de økonomiske øretæver, vi fik, var vi ikke selv herre over, siger han.

Lars Lauridsen kan da også berette om en anderledes positiv start på 2017.

- Vi er kommet godt i gang, det kører efter budgettet, som det skal, og vi har ordrer nok, konstaterer han.

Han forventer da også, at fusionen med GN Production på den lange bane var den rigtige beslutning, og at den nu også begynder at give et positivt afkast.

- Nu har vi fået ryddet op i det hele og er tilbage på budget og tjener penge. Kunderne har også været rigtig glade for, at vi er blevet fusioneret, så når du spørger mig om fem år, så var det den rigtige beslutning, fortæller Lars Lauridsen.

- Rejsen har været længere, end vi har regnet med, men vores bank har bakket os op hele vejen, så vi har ingen udfordringer på hverken likviditet eller kassekredit, tilføjer han.

I 2017 forventer Lars Lauridsen, at der atter er sorte tal på bundlinjen hos Wila.

Wila Holding ApS
mio. kr. 2016 2015
Nettoomsætning 81,0 113,7
Resultat af primær drift -0,4 9,0
Resultat før skat -3,7 5,4
Årets resultat -2,9 4,1
Balancesum 112,1 125,1
Egenkapital 24,4 28,2
Antal ansatte 62 82
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2016

Læs mere om: WILA
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094