23948sdkhjf

VKR køber Exhausto

Industrikoncernen VKR Holding styrker sin position inden for ventilation og indeklima med overtagelsen af 70 % af aktierne i Exhausto Gruppen.
Hos VKR Gruppen betegner man indeklimaet som en af de store samfundsudfordringer i de kommende år, og derfor har koncernen gennem en periode arbejdet på at styrke sig på området. Det er nu lykkedes med købet af 70 % af aktierne i Exhausto, som har et stærkt brand i Danmark såvel som på en række europæiske markeder:

- Vi kigger bredt og globalt og alligevel faldt valget denne gang på en virksomhed med danske rødder, siger koncernchef Leif Jensen og uddyber:

- Dels matcher og supplerer Exhausto de kompetencer, der allerede findes i vores virksomheder. Dels er det Skandinaviens største familieejede ventilationsvirksomhed med en omfattende produktudvikling og en grøn profil.

Et område i vækst
Leif Jensen fremhæver, at der i årevis har været fokus på bygningers energimæssige forhold, men med flere kraftigt isolerede og tætte bygninger stiger kravene til ventilation og indeklima:

- Et godt indeklima i boliger, børneinstitutioner, skoler, kontorbygninger og indkøbscentre kan reducere belastningen på sundhedsvæsenet og samtidig øge indlæringen, trivslen og effektiviteten. Derfor mener vi, det vil være et område i vækst, forklarer han.

Væksten ses særligt inden for hybrid ventilation – kombinationen af naturlig og mekanisk ventilation – og her bidrager Exhausto med stort kendskab til den mekaniske del:

- Exhausto har en stærk position på mekaniske løsninger, der ikke alene giver en høj komfort, men også er energibesparende. Ventilationsområdet er i vækst i hele Europa, både pga. øget fokus på indeklima, men også fordi den rigtige ventilation kan reducere energiforbruget, siger Kim R. Rasmussen, divisionsdirektør i Ventilation & Indeklima.

Handlen, der er betinget af godkendelse fra de tyske og norske konkurrencemyndigheder, omfatter også Novema Aggregater AS, der blev en del af Exhausto Gruppen i januar 2010. Til gengæld indgår søsterselskabet Exhausto CDT (røgsugere) ikke i købet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078