Aalborg Industries på børs-kurs
Aalborg Industries skal på Børsen inden sommeren 2011, hvis det står til den nordiske kapitalfond Altor.
Klar til notering
Efter at have skrinlagt børsnoteringsplaner i 2008 er tiden nu inde for Aalborg Industries, skriver Jyllandsposten.
- Aalborg Industries er helt klar til en børsnotering. Vi er ikke så langt med planerne, at vi kan nå en notering inden nytår. Derimod er det realistisk at sigte efter 1. halvår af 2011 eller endda 1. kvartal næste år, siger partner Denis Viet-Jacobsen fra Altor Equity Partners til Bloomberg.
Blod på tanden
Det er blandt andet introduktioner af først Chr. Hansen og noteringen af Pandora, der har givet Denis Viet-Jacobsen fornyet tro på en børsnotering af kedelproducenten.
- Aalborg Industries er en oplagt og ideel kandidat til børsen. Jeg tror ikke, at selskabet kan bruge hele sit store cash flow til vækst. Det betyder, at institutionelle investorer og pensionskasser kan se frem til at modtage gode udbytter. Og den succesfulde notering af Pandora tegner godt for fremtidige børsintroduktioner i Danmark, siger Denis Viet-Jacobsen til nyhedsbureauet.
Sidste år havde Aalborg Industries et overskud på 323 mio. kr. mod 292 mio. kr. året før. Omsætningen var på knap 2,8 mia. kr. Fremgangen i overskuddet med 11 pct. lykkedes på trods af et fald i omsætningen på 18 pct.