23948sdkhjf

Maskinhandler sprænger salgs-barometeret

Kapema i Thisted er på vej til et år med rekordsalg af både nye og brugte maskiner til metalindustrien. Barometeret over salg af tyrkiske Baykal-maskiner overgår allerede nu hele sidste år.

- Vi mærker en kraftig stigning i salg af både brugte og nye maskiner. Det her overstiger betragteligt vores forventninger.

Sådan lyder den klare melding fra Peter Mortensen, som er administrerende direktør for Kapema med base i Thisted.

Kapema har agenturet på en række europæiske maskinmærker, og så er Kapema kendt for salget af pladesakse og kantpresser fra tyrkiske Baykal.

Netop salget af Baykal bidrager til det positive år hos Kapema.

- Vi har et såkaldt Baykal-barometer, som viser, hvor mange Baykal-enheder vi har solgt. I 2016 var barometeret på 40, og det antal har vi allerede nået i år, siger Peter Mortensen, som tilbage i 2015 havde Baykal-barometeret nede på mere beskedne 15.

20 procent foran sidste år
Direktøren holder omsætningstal for sig selv, men han vil gerne sige, at Kapema lige nu er 20 procent foran på omsætningen i forhold til sidste år, som også var et rekordår.

- Det her signalerer, at det går godt i industrien. Kunderne tjener penge, og de efterspørger kvalitetsmaskiner med høj grad af automation, siger Peter Mortensen, som vurderer, at Kapema med viften af mærker og agenturer har lagt sig godt i toppen af mellemlaget, når det handler om pris og kvalitet på maskinerne.

LÆS også: Kapema åbner nyt showroom

Desuden har Kapema gennem de sidste par år udvidet sortimentet med en række nye agenturer med højkvalitets-produkter. Det gælder eksempelvis Emco fra Østrig, Transfluid fra Tyskland, Davi fra Italien.

Kunderne vil have kvalitet
Det er ifølge Peter Mortensen en helt bevidst strategisk beslutning, da man tydeligt kunne mærke et skred i markedet mod produkter af højere kvalitet og med de nyeste features.

Samtidig har Kapema et stort lager, der gør det muligt at levere maskiner med den hastighed, som ofte er et vigtigt parameter for kunderne.

- I indeværende uge har vi haft 25 kranløft af maskiner, og det har vi aldrig oplevet før, siger Peter Mortensen, som mærker et klart skifte i kundernes indgang til en handel.

- For tre år siden skulle det bare være billigt, sådan er det ikke nu, og det viser, at der er flere penge til investeringer, siger Peter Mortensen.

Han henviser til, at kunderne er klart bevidste om effektiviteten og forrentningen af deres investeringer samtidig med, at der er fokus på miljø og bæredygtighed.

Kapema har i øjeblikket 12 fastansatte og søger lige nu både flere salgsfolk og serviceteknikere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.077