23948sdkhjf

Vium Smede- og Maskinværksted bliver til Linatech

Samtidig med navneskiftet skærper den midtjyske jern- og metalvirksomhed profilen med fokus på fem udvalgte forretningsområder
Med virkning fra den 6. december 2010 skifter en af Midtjyllands kendte jern- og metalvirksomheder navn, idet Vium Smede- og Maskinværksted A/S bliver til Linatech A/S.

Samtidig skærper virksomheden, der ligger i Vium mellem Kjellerup og Viborg, sin forretningsmæssige profil. Fremover vil Linatech således fokusere på fem udvalgte forretningsområder: udviklingsprojekter, specialmaskiner, underleverandørarbejde, egne produkter samt montage, service og reparationsopgaver.

Vægt på innovation og procesteknologi
- Med navneskiftet vil vi gerne signalere, at vi er en moderne, innovativ virksomhed, der har udvikling og fremstilling af proces- og maskinteknologi som en af vores kernekompetencer. I den forbindelse havde virksomhedens gamle navn nok lidt for meget klang af traditionelt smedehåndværk, siger Linatech’s administrerende direktør, Henrik B. Jeppesen.

- Det var ikke noget problem for vores eksisterende kunder, der ved, hvad vi står for, men kunne godt være problematisk i forhold til nye, potentielle kunder. Over for udenlandske kunder er ”Linatech” også mere mundret end vores gamle navn, uddyber Henrik B. Jeppesen, der understreger, at virksomheden fortsat bygger på klassiske håndværker-dyder som høj kvalitet, ordholdenhed og kosteffektive løsninger.

Stærkere satsning på montage og service
Når Linatech nu gør montage, service og reparation til et selvstændigt forretningsområde, er det udtryk for en strategisk satsning på dette felt.

- Vi har altid gerne stået for montage og service på vores egne produkter. Men gennem en nyoprettet serviceafdeling, ledet af servicechef Morten Markvart, tilbyder vi nu at montere, servicere og reparere alt fra en enkelt specialmaskine til hele procesanlæg. Uanset hvem der har produceret dem og gerne gennem individuelt tilpassede serviceaftaler. Således får vores kunder mulighed for at koncentrere sig om deres kernekompetence - at producere gennem et optimalt produktionsflow, siger Henrik B. Jeppesen.

Partnerskab med kunden
Salgsmæssigt vil Linatech fremover være mere proaktiv. Derfor styrkes salgsorganisationen med ansættelse af endnu en salgsingeniør. Herved bliver det muligt at reducere reaktionstiden væsentligt, fra virksomheden modtager en forespørgsel på en given ordre, til de nødvendige beregninger er foretaget, og der kan afgives et tilbud.

- Langt hovedparten af vores kunder har vi haft i en årrække på op til 40 år, så der er opstået et værdifuldt partnerskab mellem os. Et partnerskab, som vi ønsker at udbygge og forstærke – også med nye kunder. Vi vil være endnu bedre til at aflæse og dække vores kunders behov. Også set i lyset af den forandringsproces, som de – og vi – har været igennem i forbindelse med den globale krise, siger Henrik Jeppesen, der kan glæde sig over, at det nu atter går fremad for Linatech.

- I forhold til 2009 er vores omsætning steget med over 40 %, og inden for det seneste halve år har vi ansat syv nye medarbejdere, så vi nu er oppe på 52, oplyser Henrik B. Jeppesen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078