23948sdkhjf

Smede og mekanikere presses af ny teknologi

Ny rapport fra konsulenthuset McKinsey viser, at 250.000-300.000 personer kan blive ramt hårdt i fremtiden.

Robotter, selvkørende biler, kunstig intelligens og anden ny teknologi kan i fremtidens arbejdsmarked især gøre det svært for chauffører og operatører.

Smede, mekanikere, ansatte i servicebranchen samt lager- og kontormedarbejdere vil også mærke konsekvenserne af ny teknologi.

Det viser en ny rapport fra konsulenthuset McKinsey ifølge Berlingske.

Dermed har mellem 250.000 og 300.000 personer på det danske arbejdsmarked et job, som fremover vil blive udfordret af ny teknologi.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen er opmærksom på udfordringen.

- Vi står med et tveægget sværd. Hvis vi griber fremtiden rigtigt, tror jeg, at vi på mange måder står over for en guldalder for det danske samfund.

- Men omvendt bliver vi nødt til at tale helt åbent om, at der er en stor gruppe mennesker, som i fremtiden kan blive ramt af, at deres jobfunktioner forsvinder, siger ministeren til Berlingske.

Ifølge Troels Lund Poulsen skal den enkelte selv tage et ansvar. Den mest udsatte gruppe på arbejdsmarkedet er også dem, der efteruddanner sig mindst.

- Vi skal tage livtag med de her grupper, opsøge dem. Men vi må også have en offentlig debat om, at det er nødvendigt at tage et personligt ansvar for ens arbejdsliv.

- Man kan ikke bare læne sig tilbage og tro, at andre tager sig af det, siger Troels Lund Poulsen.

Rapporten anslår, at den nye teknologi kan løfte bruttonationalproduktet, bnp, yderligere mellem 0,8–1,4 procentpoint om året de kommende år.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kørte i sidste uge en tur i en førerløs bil i Singapore.

Her var statsministeren på besøg for at drøfte frihandel og vækst, men også for at samle inspiration til arbejdet i Disruptionrådet, som mødes mandag og tirsdag i denne uge.

Rådet skal give bud på, hvordan Danmark i de kommende år griber mulighederne i den hastige teknologiske udvikling. McKinsey-rapporten er udarbejdet i forbindelse med netop mødet i Disruptionrådet.

Ifølge Løkke kan danskerne i løbet af få år køre med førerløse biler.

- For fem og ti år siden talte vi om det her, som noget lidt science fiction-agtigt noget.

- Men det er meget snart en realitet. Det kommer til at påvirke vores arbejdsmarked, men det vil eksempelvis også kunne give ældre mennesker en større mobilitet, sagde Løkke til Ritzau.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.087