23948sdkhjf

Optimistiske europæere løfter dansk eksport med milliarder

Europæernes optimisme vil løfte eksporten af danske forbrugsgoder med 4,5 mia. kr. i 2018, forventer DI.

Når europæerne kommer til penge, bonner det også ud i danske virksomheders salgsstatistikker. I hvert fald ifølge en ny analyse fra DI, der viser, at når borgerne rundt om i EU forbruger 1 procent mere, så løftes dansk eksport af forbrugsvarer til EU typisk med lidt mere end 0,9 procent, skriver erhvervsmediet DIBusiness.dk

- I 2018 forventer vi, at forbruget i EU stiger med 3 procent. Det vil øge dansk eksport næsten tilsvarende, og derfor forventer vi, at danske virksomheders eksport af forbrugsvarer til EU vil stige med 4½ mia. kr. i 2018, siger chefanalytiker Allan Sørensen, DI.

Briller og lamper hitter
De sidste tre år er det især danske ”belysnings- sanitets- og varmeartikler” samt ”briller, ure, og fotografiske og optiske artikler”, der har haft imponerende gang i væksten på det europæiske marked. I den første kategori er eksporten på tre år steget imponerende 44 procent fra 1,9 mia. kr. i 2013 til 2,8 mia. kr. i 2016. Den anden kategori er vokset næsten lige så meget i procent, mens det i kroner og ører ”kun” er blevet til en vækst på 361 mio. kr. i samme tidsrum.

- Som altid, når man har med procentregning at gøre, skal man huske også at kigge på de tal, der ligger bag procentstigningerne. For kigger man på, hvor meget eksporten er steget i kroner og ører, er det især tøjsalg og medicin, der imponerer. I begge kategorier er eksporten vokset med lige omkring 5 mia. kr., men procentvist svarer det ”kun” til stigninger på henholdsvis 25 (beklædningsgenstand og tilbehør red.) og 17 procent (Medicinske og pharmaceutiske produkter red), forklarer Allan Sørensen.

Europæere ser billige radiatorer som luksus
Blandt de virksomheder, der forventer at få glæde af europæernes optimisme i 2018 er Ribe Jernindustri, der producerer og sælger radiatorer i både Danmark og mange andre europæiske lande.

- Herhjemme forventer vi vækst i salget af de dyreste modeller i omegnen af 15-20 procent årligt, og på vores europæiske markeder forventer vi samme vækst på både luksusmodellerne og de billigere modeller, som hos mange af vores europæiske kunder opfattes som luksusvarer i forhold til de radiatorer, de er vant til fra hjemmemarkedet, siger salgs- og marketingchef Jesper Friis, Ribe Jernindustri.

En af de måder, Ribe Jernindustri forventer at øge sit europæiske salg er via onlinesalg. Virksomheden er netop gået online med en testversion af webshops på henholdsvis dansk, tysk og engelsk.

- Vi har en rigtig effektiv samarbejdspartner på det tyske marked, så den tyske version er faktisk ikke henvendt til tyskere men primært til østeuropæere, schweizere og østrigere, som vi også forventer at kunne øge salget til, siger Jesper Friis.

Kan blive nødt til at takke nej til ordrer
I DI påpeger Allan Sørensen, at den største hindring for virksomhedernes eksportsucces kan vise sig at blive mangel på hænder til at udføre arbejdet.

- Mange danske virksomheder har problemer med at finde den nødvendige arbejdskraft, så de kan blive nødt til at takke nej til ordrer. Og mangel på arbejdskraft i en virksomhed kan også give vækstudfordringer i andre virksomheder, der er afhængige af underleverancer. Derfor bør Folketinget sætte det højt på dagsordenen at skabe reformer, der afhjælper manglen på arbejdskraft, siger Allan Sørensen til DIBusiness.dk

Originalartikel: https://www.danskindustri.dk/di-business/arkiv/nyheder/2018/1/optimistiske-europaere-satter-fut-under-danske-radiatorer/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093