23948sdkhjf

Robotterne indtager tandhjulsfabrik

Sideløbende med øget digitalisering er Randers Tandhjulsfabrik også begyndt at automatisere produktionen.

Første skud på stammen i den forbindelse er indkøbet af to nye drejebænke af mærket EMAG.

Der er tale om to maskiner af typen VL4 og VL8, der kan dreje emner op til henholdsvis ø200 mm og ø400 mm.

- Vi har investeret nogle millioner i de ny drejebænke og er i gang med at køre dem ind, og det gør os i stand til at have nogle maskiner, der kan køre reelt set ubemandet i en given tid, forklarer Palle Martin, administrerende direktør hos Randers Tandhjulsfabrik.

Brug for mere kapacitet
Begge maskiner er nemlig med integreret robot og transportbånd, der sørger for at lade maskinerne med nye emner.

- Det er for at styrke vores konkurrencekraft. Vi frigør ressourcer til at bemande endnu flere maskiner af gangen og samtidig få maskinerne til at køre som et slags ”virtuelt” aftenhold og forøge vores kapacitet. Vi efterspørger også industriteknikere og industrioperatører som alle andre, men der findes ikke så mange af dem. Vi har brug for de dygtige håndværkere, og vil altid gerne have dem, men på den her måde kan vi øge vores kapacitet, siger Palle Martin.

- Endelig giver maskinerne os en mulighed for at komme i nærheden af nogle emner, som vi ikke har kunnet komme i nærheden af før, uden at jeg kan sige, præcis hvad det er, tilføjer han.

Mere på vej
Alligevel er de nye maskiner mere end en kapacitetsforøgelse for virksomheden. Det er nemlig også en historisk investering i automatisering hos Randers-virksomheden.

- Det her er det første store skridt. I produktionen handler det om at automatisere, hvor man kan automatisere. Nu vil der løbende komme projekter, hvor det handler om at udnytte robotteknologien i forhold til de maskiner, vi har, lyder det fra Palle Martin.

- Vi har nogle planer liggende for det, og det er noget, vi løbende drøfter med både medarbejdere og ledelse, men også med bestyrelsen, uddyber han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081