23948sdkhjf

Robot-iværksætter vil hjælpe industrien med automatisering

Efter 11 år som salgschef hos Migatronic Automation er Lasse Thomsen sprunget ud i livet som selvstændig med virksomheden LT Automation.
Automatisering er nødvendigt for at fastholde produktion i Danmark, hævder mange eksperter. Men samtidig er det et kompliceret område for mange virksomheder at springe ud i, og det er netop det problemfelt, der har fået Lasse Thomsen til at starte egen virksomhed.

- I min tid hos Migatronic Automation oplevede jeg, at flere og flere henvendte sig for at høre, om jeg kendte en, der kunne hjælpe dem med at vælge, hvilken robot de skulle købe. Alle robotleverandørerne mener jo, at de har verdens bedste robotter, men det kunderne har brug for er jo uvildig rådgivning, der kan sikre dem den bedste løsning, fortæller Lasse Thomsen.

Rådgivning i salg og automatisering
1. februar startede LT Automation derfor som en virksomhed, der dels kan rådgive produktionsvirksomheder om automatisering, men også inden for salg, som er et andet af de områder, Lasse Thomsen har beskæftiget sig med hos Migatronic Automation.

- Det jeg ser og hører i markedet er, at der er flere og flere, der outsourcer hele eller dele af deres salg – og det gælder inden for alle dele af industrien. Jeg beskæftiger mig så hovedsageligt med projektsalg, og her hjælper jeg kunderne med at optimere salget og deres præsentationer, forhandlingsteknik, salgsstrategi osv., siger Lasse Thomsen.

100 % på kundens side
Inden for LT Automation’s andet ben; robotteknologien forventer Lasse Thomsen at kunne hente kunder inden for et bredt spektrum af industrivirksomheder – fx metal-, træ- og fødevareindustrierne, hvor der er et stort behov for at automatisere produktionen.

- Jeg hjælper kunden med at lave en automatiseringsstrategi og en kravspecifikation. Det er ofte meget uoverskueligt for kunden, og mit job er så at gøre det simpelt for ham, fortæller Lasse Thomsen og understreger, at han 100 % er på kundens side og ikke får procenter af salget hos nogen robotleverandører.

- Men jeg har selvfølgelig et tæt samarbejde med alle de store robotleverandører i Danmark. Hele min virksomhed er bygget op omkring det netværk, der er i Danmark omkring automatisering, forklarer han.

Professionel bestyrelse
LT Automation er blandt andet støttet af Vækst Iværksætter Programmet med 50.000 kr., og derudover har erhvervsmanden Finn Skotlander investeret i virksomheden således, at han ejer 50 % og Lasse Thomsen de resterende 50 % af selskabet. Derudover har selskabet en professionel bestyrelse med cand.oecon Helge Raaen Thomsen som formand.

- Vi vurderede, at det var bedst at starte et aktieselskab. De virksomheder vi henvender os til skal kunne se, at det er seriøst, og at vi har en økonomisk ballast, udtaler Lasse Thomsen. Hverken han selv eller de andre investorer er da heller ikke i tvivl om vækstpotentialet i LT Automation.

- For at komme med i Vækst Iværksætter Programmet skal man have en plan for at vokse til 5 mio. kr. i omsætning og fem mand i løbet af fem år. Men jeg regner nu med, at vi når det før, konstaterer Lasse Thomsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125