23948sdkhjf

Trecifret millionordre til VSB i Randers

VSB Industri- og Stålmontage A/S vil bevise, at dansk industriproduktion også kan konkurrere på prisen.
En enorm stigning i efterspørgslen på store havvindmøller smitter nu af på VSB Industri- og Stålmontage, der netop har landet en ordre på møllehuse for et trecifret millionbeløb. Derfor har virksomheden ansat 50 nye medarbejdere til afdelingen i den gamle togfabrik i Randers, hvor stålkabinerne skal bygges over de næste par år.

- Det er meget positivt for både os og Randers, og det kan kun lade sig gøre, fordi vi har kunnet handle hurtigt i samarbejde med leverandører, fagforening, Tradium og Bombardier, der har lejet os de mest optimale haller til formålet. Det har været meget motiverende at opleve den velvilje. At udvide produktionen så massivt er ikke noget, man bare lige gør. Det er godt gået, fortæller direktør og hovedaktionær i VSB, Flemming Werk.

Danmarks største svejserobot
Kunden har designet og udviklet kabinen til de nye 3,6 MW møller, mens VSB har bidraget med udvikling af komponenter, bygget prototypen og produktionsmodnet kabinerne.

Ordren kræver store investeringer. Blandt andet har virksomheden indrettet 25 helt nye svejseområder i en af hallerne og bygget en ny hal til overfladebehandling i Assentoft, hvor hovedsædet ligger. Desuden har VSB købt en af Danmarks største svejserobotter af Lindøværftet, der er under afvikling. Samlet set skal investeringerne og den længerevarende ordre løfte VSB’s konkurrenceevne.

- Der er ingen tvivl om, at vi er valgt på grund af vores leveringsevne og vores kvalitet, og fordi vi er dygtige til at udvikle komponenter i samarbejde med kunden. Men det er desuden nødvendigt at automatisere produktionen, hvis vi skal kunne konkurrere på prisen og fastholde opgaven på længere sigt, siger Flemming Werk.

Vil konkurrere med Østeuropa
Han mener, at han med den nye svejserobot kan bringe omkostningerne ned på østeuropæisk niveau, og han vil i løbet af de næste par år gøre alt for at bevise, at industriproduktion har en fremtid i Danmark.

- Automatisering koster det samme alle steder, og derfor er potentialet for at effektivisere større i Danmark end i lavtlønsområder, forklarer han.

Kunden forventer, at VSB effektiviserer produktionen og på sigt sænker prisen, og det er Flemming Werk glad for.

- Det kan kun gøre os dygtigere, og vi har samtidig fået mulighed for at trække på deres eksperter i produktionsoptimering, siger han.

VSB Industri og Stålmontage A/S leverer i forvejen komponenter til vindmølleindustrien, men er desuden en kendt leverandør af broer, skorstene og trykbeholdere også til offshore, som kræver en høj grad af kvalitetssikring. Virksomheden har nu 160 medarbejdere, hvilket er 125 flere, end da Flemming Werk købte sig ind i 2005.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078