23948sdkhjf

- Nu skærer vi i stort set alt

En ny vandstråleskærer har givet maskinfabrikken Stefco nye muligheder. En del underleverandører er droppet, mens leveringssikkerhed og kvalitet i de færdige produkter er øget

Investeringen i en TCI vandstråleskærer har vist sig at være et godt træk for maskinfabrikken Stefco, som blandt andet leverer anlæg til procesindustrien.

For med den nye maskine har det været muligt for virksomheden at formindske forbruget af underleverandører og samtidig øge kvaliteten i virksomhedens produktion.

- Vi kan skære alt på denne her vandskærer, og det gælder både plast, rustfri, kompositter og glas, siger Flemming Videbæk, som er direktør og indehaver af stålvirksomheden med base på Djursland.

Vinder flere tilbud
For Flemming Videbæk og de 10 ansatte betyder vandskæreanlægget blandt andet, at de i dag selv kan skære de glaspartier, der er nødvendige på flere af de store rustfri stålkonstruktioner. Samtidig kan der skæres plastik, hvilket før var en vanskellig opgave.

Kapema: Interessen for vandskæring stiger

- Vi har sagt farvel til nogle underleverandører, fordi denne her maskine har givet os så mange nye muligheder. Maskinen bliver sådan set betalt af det, vi før betalte til underleverandørerne, så den er et nulkøb, siger Flemming Videbæk, som dog også mærker en anden væsentlig sideeffekt af investeringen.

- Vi har vundet flere tilbud på baggrund af maskinen, fordi den giver os en leveringssikkerhed, og vi får en prissikkerhed, når vi selv har tingene i hænderne, siger Flemming Videbæk.

Han påpeger samtidig, at det ikke har nogen betydning for flowet i produktionen, at en vandskærer arbejder forholdsvis langsomt.

- Skærehastigheden betyder ikke så meget for os, det vigtige er, at vi sikrer kvaliteten, for har vi et dårligt emne, så kan vi selv lave det om, siger Flemming Videbæk, som er yderst tilfreds med maskinen, der er købt hos Kapema i Thisted.

- Hele maskinkøbet har været en god oplevelse, selvom der også er aspekter, vi ikke havde set. Der er blandt andet meget vådt omkring den, så vi har indrettet et rum til den, forklarer Flemming Videbæk.

Stribe af maskinkøb
Den nye TCI vandstråleskærer er blevet installeret her i efteråret, og maskinen er blot den nyeste i en hel række maskinkøb hos Stefco.

Her i efteråret er der ligeledes hjemkøbt en Baykal kantpresse fra Kapema, og den investering hænger nøje sammen med købet af den nye vandstråleskærer.

- Vi havde en gammel kantpresse, og når vi begynder at skære med millimeters præcision, så er vi nødt til at bukke mere nøjagtigt. Det er en fuldautomatisk bukkemaskine, hvor du bukker et emne færdigt først, og det gør, at vi får meget mere igennem vores virksomhed nu og i en rette kvalitet, siger Flemming Videbæk og uddyber.

- Helt overordnet kan vi se, at det er en kæmpe fordel at holde processerne i huset, siger direktøren, som efter samme tankegang også har investeret i en ny plasmaskærer.

Den investering gav maskinfabrikken en stor dækselordre.

Måske en svejserobot
Udover de produktionsmæssige fordele ved de nye maskiner, så er de også med til at styrke virksomhedens image.

Flemming Videbæk overtog Stefco for fire år siden sammen med Kira Juul som en form håndværkertilbud, men i dag er nye kunder kommet til, og ordrebogen er fuld.

- Når man investerer i sin virksomhed og viser det, så rygtes det. Vi er nødt til at opgradere næste år, hvor vi også mangler plads, for vores emner bliver større og større rustfri konstruktioner, lyder det fra Stefco-direktøren, som også har øjnene rettet mod flere nye maskiner.

- En svejserobot kan være næste skridt, og det skulle være for at få kapaciteten op, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093