23948sdkhjf

Hirtshals Yard solgt

Investeringsselskab overtager aktiemajoriteten

Hirtshals Yard kan her til morgen offentliggøre, at Hornsnes Invest overtager 60 pct. af aktierne i det nordjyske værft.

I samme forbindelse tilføres værftet et tocifret millionbeløb, skriver Hirtshals Yard i en pressemeddelelse.

Bag Hornsnes Invest står selskaberne Asbjørn A/S, Rederiet Ruth A/S, Beinur A/S og Rederiet Isafold P/R, der i praksis udgøres af fire pelagiske fiskefartøjer med hjemhavn i Hirtshals.

Hornsnes Invest går med investeringen i Hirtshals Yard aktivt ind i bevarelsen af et lokalt skibsværft i Hirtshals og dermed også fastholdelse af godt 100 arbejdspladser på selve værftet og blandt de lokale underleverandører og samarbejdspartnere, som værftet til daglig beskæftiger.

- Vi har etableret Hornsnes Invest med det ene formål at bevare og etablere arbejdspladser i Hirtshals og Vendsyssel. Efter ulykken sidste år (værftets flydedok kæntrede i august, red.) har det været afgørende for os at skabe ro omkring værftet som arbejdsplads, og med investeringen i Hirtshals Yard sikrer vi det økonomiske grundlag under virksomhedens fortsatte udvikling og vækst. Det har stor betydning for de godt 100 familier, der på den ene eller anden måde brødfødes gennem Hirtshals Yard, siger Fridi Petur Magnusen, direktør i Hornsnes Invest og medejer af Asbjørn A/S.

- Efter ulykken med flydedokken har vi været på udkig efter en kapitalstærk investor, og det er særdeles positivt, at det er Hornsnes Invest, der nu bliver en aktiv del af ejerkredsen bag værftet. De har mange års erfaring med pelagiske fiskefartøjer og står for en høj kvalitet og dyb viden på området, både med hensyn til materiel og produktion. Fra værftets side er vi derfor meget glade for, at vi nu kan offentliggøre en helt ny og lokal ejerkreds bag værftet, kommenterer Rasmus Brohus, administrerende direktør i Hirtshals Yard, som han sammen med Jesper Reinholt og Ejerselskabet af 3. maj 2012 ApS etablerede tilbage i 2012.

I august 2018 var Hirtshals Yard ude for en ulykke, hvor værftets 82 meter lange flydedok på grund af en fejlbehæftet ventil tog vand ind og kæntrede. Siden har værftet arbejdet på højtryk med at genoprette flydedokken, og Hirtshals Yard er nu i mål med istandsættelsen, der blandt andet omfatter et nyt og avanceret alarmsystem.

I forbindelse med Hornsnes Invests overtagelse af aktiemajoriteten i Hirtshals Yard udtræder en del af den tidligere ejerkreds bag værftet, så det fremadrettet er personerne bag Hornsnes Invest, der sammen med Rasmus Brohus og Jesper Reinholt udgør den daglige ledelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093