23948sdkhjf

Esbjerg Shipyard skal ruste 'Danmark' til fremtiden

Skoleskibet 'Danmark', som har sejlet siden 1933, står over for en større renovering og modernisering af agterskibet. Der er rejst 20 mio. kroner til formålet

En af landets smukkeste repræsentanter står over for en omfattende restaurering.

Der er tale om skoleskibet 'Danmark', som har sejlet siden 1933. Agterskibet skal moderniseres, og store danske fonde, heriblandt flere store maritime fonde, har støttet projektet med næsten 20 mio. kroner tilsammen.

Renoveringen vil finde sted på Esbjerg Shipyard A/S, som har vundet EU-udbudsrunden, hvor flere danske værfter har givet tilbud på det komplicerede projekt. Renoveringen skal i høj grad udføres med den største respekt for skibets historie og oprindelige interiør.

Vi glæder os til samarbejdet med Esbjerg Shipyard A/S, og vi ser frem til at se det færdige resultat af arbejdet på skibet, siger Pia Ankerstjerne, direktør på Martec, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Det er virkelig fantastisk at opleve den entusiasme og kærlighed til skibet, der ligger bag den store støtte, som skibet modtager. 

FAKTA - Esbjerg Shipyard 

  • Er en del af Granly-gruppen.
  • Tilbyder dokning af alle slags skibe i to flyde-dokke, op til 120 m længde, 19,5 m bredde og 4.500 t
  • Nybygning af skibe, f.eks. Crew Boats/CTW, Supply Vessels, Survey Boats
  • Seafastning
  • Reparation og service af alle typer fartøjer

 

Projektet

Skibets historie, traditioner og smukke fremtoning understreger vigtigheden af, at moderniseringen sker med hensyntagen til skibets æstetik, således at de smukke rammer bevares til eftertiden.

Samtidigt skal moderniseringen sikre et stærkt og fremtidssikret skib, som lever op til moderne navigations- og kommunikationsstandarder, som skibets elever efter endt uddannelse kan forvente at møde på et nutidigt handelsskib.

Teakdækket udskiftes, men det oprindelige interiør bevares eller restaureres, hvor det et muligt, og udtjente materialer udskiftes. El- og it-infrastruktur opdateres, fryse -og kølefaciliteter renoveres, og en gennemgribende modernisering af broen gennemføres.

Efter årets togt sejler skibet omkring den 1. juli 2019 ind til Esbjerg Shipyard A/S, hvor arbejdet gennemføres indtil december 2019. Skibet vil således være i topform til sit fortsatte virke som en stolt repræsentant for Det Blå Danmark. Allerede i foråret 2020 påbegyndes det næste store togt, som denne gang forventes at have kurs mod OL i Tokyo.

Projektansvarlig hos Esbjerg Shipyard A/S, Brian Mose, som i lighed med mange andre i Danmark har stor veneration for skoleskibet, glæder sig til at bidrage til skibets fremtidige drift.

- Vi sætter en stor ære i at gennemføre arbejdet nænsomt, med stor nøjagtighed og med hensyntagen til, at det er et dansk klenodie, der skal repræsentere Danmark i mange år fremover, siger han i pressemeddelelsen.

Maritim fremtid

Det er Martec, der har 'Danmark' i flåden. Cirka en fjerdedel af eleverne om bord på skoleskibet kommer fra uddannelsen HF-Søfart. Med en HF-Søfart får eleverne en traditionel studentereksamen kombineret med en maritim håndværksmæssig uddannelse.

- Det er noget helt særligt for danske unge at kunne tage den grundlæggende maritime uddannelse som ubefaren skibsassistent ombord på skoleskibet 'Danmark', og for de studerende på HF-Søfart giver togtet konkret og praktisk erfaring med søfarten, som et led i den praktisk orienterede maritime studentereksamen. De mange, mange elever, der igennem tiden er uddannet om bord, glemmer det aldrig, og mange vender gang på gang tilbage, for at bidrage til skibets drift og udvikling, siger Pia Ankerstjerne.

Det er Den A.P. Møllerske Støttefond, Lauritzen Fonden, Hempel Fonden, Augustinus Fonden og Dampskibsselskabet Norden A/S // Orients Fond, der har gjort renoveringen af 'Danmark' mulig.

Læs også: Skoleskibet ’Danmark’ skal sejle mere i danske farvande

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078