Flytning kostede på bundlinjen hos Lachenmeier Monsun
Et beskedent overskud før skat på 0,5 mio. kr. blev facit hos den sønderjyske producent af løsninger til håndtering af bulkvarer som korn- og foderstoffer.
Dermed var der tale om en tilbagegang på 3,9 mio. kr. sammenlignet med året før.
Og tilbagegangen skyldes to ting, skriver JydskeVestkysten.
For det første købte Lachenmeier Monsun i 2018 den tidligere Siemens-bygning i Ragebøl vest for Sønderborg. Her udvidede man efterfølgende med 4.000 kvadratmeter og flyttede i slutningen af 2018 alle aktiviteter hertil.
For det andet har den tørre sommer sidste år påvirket omsætningen.
- Vi har ikke fået den omsætning hjem, som vi havde forventet. Hele branchen har været præget af sidste års tørke i Nordeuropa. Der blev ikke dyrket så meget korn, hvilket alle i branchen kan mærke. Kunderne holder igen, så der skal kæmpes mere for at få ordrerne i hus, siger administrerende direktør Lars Johansen til JydskeVestkysten.
Han forventer dog et bedre resultat i 2019.
Originalartikel: https://www.jv.dk/soenderborg/Flytning-og-toerke-Overskud-styrtdykket-hos-maskinfabrik/artikel/2729237
mio. kr. | 2018 | 2017 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 50,6 | 55,5 |
Resultat af primær drift | -0,3 | 4,4 |
Resultat før skat | 0,5 | 4,4 |
Årets resultat | 0,4 | 3,4 |
Balancesum | 113,2 | 77,1 |
Egenkapital | 47,9 | 49,5 |
Antal ansatte | 91 | 91 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018 |