Her ruller 94.000 ordrer igennem om året
Flere hundrede mennesker mødte i sidste uge op til Åbent Hus hos grossisten KJV i hovedkvarteret i Odense. De besøgende kunne se en række tekniske nyheder fra forskellige leverandører, og samtidig kunne de følge KJV’s imponerende logistik.
KJV har blandt andet skruer, bolte og tandhjul placeret i varekarruseller, som automatisk kører de rigtige skuffer frem, så lagermedarbejderen kan plukke dem.
Det er også nødvendigt, for firmaet har 60.000 varer på hylderne, og der går 94.000 ordrer igennem hvert år. Det er 400 ordrer om dagen. Som regel kommer ordrer ud fra dag til dag. Nogle gange kommer de endda ud til kunderne samme dag.
- Vi købte nogle små trucks for tre år siden, som vi kalder "elheste". Dem er vi glade for, siger direktør Kristian Løftgaard.
- De har gjort plukkeprocessen meget nemmere for medarbejderne, og de synes det er sjovt, når vi investerer i noget ny teknik, siger han.
Vækst gennem opkøb
KJV er vokset ret kraftigt i en årrække. Sidste år steg overskuddet fra 17,4 til 19,3 mio. kr. Væksten er blandt andet sket ved at tage flere varegrupper ind, blandt andet er KJV blevet sælger af Kemppi svejsemaskiner. KJV tilbyder også service af svejsemaskiner og -udstyr. Det er kompetencer, som KJV overtog fra firmaet Kolding Ilt og Gas, som KJV opkøbte i 2013.
Kristian Løftgaard driver firmaet sammen med sin bror Henrik Løftgaard.
- Vi lægger vægt på, at vi ikke bare en netbutik, men at vi tilbyder knowhow om skærende værktøjer, og alt det andet vi sælger. Knowhow er noget af det, der giver gode kunderelationer, siger Kristian Løftgaard.