23948sdkhjf

Vestjysk teknologi skal revolutionere fremtidens ølbrygning hos Carlsberg

En ny, vandstyret procesventil har imponeret ølgiganten. Bag teknologien står Hydract, som etablerer produktion i Holstebro

Idéen bag procesventilen Hydract, der også har lagt navn til virksomheden, er simpel: Vand kan ikke komprimeres.

- Procesventiler bruges i stort set alle typer produktion, hvor væsker skal blandes. Men ventilerne, der bruges i dag, styres af trykluft. Det kræver meget energi, og der er en masse spild, fordi det er svært at kontrollere lufttryk præcist, lyder det fra Peter Espersen, grundlægger og administrerende direktør i Hydract.

Det fik ham til at udvikle en ventil, der er styret af vand. Og det har vist sig at være en idé, der har stort potentiale for blandt andet Carlsberg, som har testet ventilen på bryggeriet i Fredericia: Vandstyrede ventiler har vist sig at kunne ændre helt fundamentalt på den måde, som man brygger øl på.

Resultaterne viser blandt andet en reduktion af procestiden, fra flere uger ned til få timer, energibesparelse på op til 90 pct. og en reduktion i brugen af rengøringskemikalier med 30 pct.

- Vi har testet Hydract-ventilen, som har vist sig at overgå vores forventninger. Den præcision, styrke og pålidelighed, der opnås med vandstyring i stedet for trykluftventiler, åbner for en helt ny tilgang til effektiv og bæredygtig produktion, fordi den ændrer grundlæggende på den måde, vi kan brygge på, udtaler Anders Kokholm, brewing director hos Carlsberg Supply Company.

”Vi håber, I fejler!”
Hydract har allerede vist ventilen på fagmesser.

- Vi har de sidste par år haft en lille stand på de internationale messer. Det har også kastet nogle mindre håbefulde hilsener af sig fra konkurrerende ventilproducenter, smiler Peter Espersen, og fortsætter:

- Det sidste du skal sige til en jyde er jo, at du håber, at hans idé svigter. Så fortæller du ham kun, at han har fat i noget af det rigtige.

Hydract har siden udviklingen af ventilen fået patent på teknologien.

Satser på jysk produktion
På trods af det tætte samarbejde med Carlsberg vil Hydract også levere til andre bryggerier og brancher.

Med alle udsigter til travlhed har Hydract valgt at etablere sig i Holstebro. Virksomheden tæller i dag en håndfuld medarbejdere og satser benhårdt på midt- og vestjysk arbejdskraft, når produktionen for alvor skal sættes i gang.

- Vi har store ambitioner, og vi kommer til at ansætte folk med samme DNA som os selv. Holstebro er tæt på de nyuddannede, tekniske talenter og byen har infrastrukturen, der skal til, for at vi kan trække de rigtige folk til. I Danmark er vi generelt dygtige, og den jyske kaliber og mentalitet passer os rigtig godt, siger Peter Espersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125