23948sdkhjf

Danmark vil være vært for EM i håndværkstalent

Flere unge skal lokkes ind på erhvervsuddannelserne. Derfor byder staten på værtskabet for EuroSkills i 2024

700 unge håndværkere fra mindst 30 lande og op mod 100.000 personer på tilskuerpladserne.

Sådan kan det komme til at se ud i Messecenter Herning i 2024, hvis Danmark bliver valgt som vært for EuroSkills - de europæiske mesterskaber for erhvervsuddannelser.

Staten har sammen med en række samarbejdspartnere søgt om at afholde EuroSkills i et forsøg på at lokke flere unge ind på en erhvervsuddannelse. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.

- De dygtigste unge fra hele Europa kommer til Danmark og dyster mod hinanden og inspirerer forhåbentlig mange til at ville være håndværkere først og fremmest, men også dernæst til at gøre sig umage, for vi har brug for virkelig dygtige håndværkere fremadrettet, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Mesterskaberne kommer ifølge ministeriet til at koste omkring 120 mio. kr.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse giver op til 10 mio. kr., mens staten bidrager med 30 mio. kr.

At styrke uddannelserne på erhvervsskolerne og give penge til EM i Skills udelukker ikke hinanden, siger ministeren.

- På alle tænkelige måder er det muligt at prioritere erhvervsuddannelser, og det har vi tænkt os at gøre uforandret ad andre kanaler. Noget af det vigtigste er, at der skal være lærepladser nok, og det knokler vi solen sort for at finde løsninger på.

- Når vi bruger 30 millioner her, er det fordi, der også er brug for, at flere unge trækker over mod de faglige uddannelser.

- Vi kommer til at mangle arbejdskraft på mange af de områder, nogle steder gør man det allerede. Vi skal have flere unge til at søge ind, understreger ministeren.

Region Midtjylland, Herning Kommune og SkillsDenmark spæder også til med 5 mio. kr. hver.

I år afholdes EuroSkills i Graz i Østrig, mens Sankt Petersborg i Rusland lægger faciliteter til i 2022.

Holland byder også på værtskabet i 2024.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078