23948sdkhjf

Skrotvirksomhed vil blive på Korsør Havn

Et juridisk tovtrækkeri mellem Slagelse Kommune og skrotvirksomheden HJM fortsætter. Det skriver SN.dk.

HJM har udskibning af skrot på Korsør Havn, og allerede for flere år siden blev virksomheden beskyldt for at overtræde støjgrænserne på havnen.

Derfor søgte HJM om lov til at bygge en høj støjmur og fik også en forhåndsbesked om, at der ville blive udstedt en byggetilladelse. Politikerne fortrød imidlertid og udstedte i stedet et paragraf 14-forbud, der gjorde, at HJM måtte indstille driften sidste år.

Siden har parterne kæmpet ved forskellige instanser, og byrådet har sendt en ny lokalplan i høring. I en 15 sider lang indsigelse til denne skriver advokat Vibeke Westergaard dog, at HJM ønsker at genoptage driften på havnen. Alternativt barsler skrotvirksomheden med store erstatningskrav.

Også Korsør Havn har gjort indsigelse til lokalplanen, idet man mener, at den hæmmer havnens drift.

Hos Slagelse Kommune ryster formand for miljø-, plan- og landdistriktsudvalget, Jørgen Grüner, imidlertid ikke på hånden.

- Vi føler os på sikker grund, fordi vi inden beslutningen om den zoneopdelte lokalplan, der ikke tillader skrot-aktiviteter på den nuværende plads, fik en juridisk vurdering, der viste, hvilke muligheder vi havde for at løse den åbenlyse miljøkonflikt, der er udløst af det tætte naboskab mellem glasværket (byens tidligere glasværk, der nu er erhvervscenter og kontorfællesskab, red.) og den støvende og støjende skrothåndtering, siger Jørgen Grüner til SN.dk.

Originalartikel: https://sn.dk/Slagelse/Skrotvirksomhed-vil-tilbage-i-Korsoer-Havn/artikel/910758

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.123