23948sdkhjf

Frit flow og fiberlaser giver gevinst

SonFlow skærer blanketter til varmevekslere direkte fra coil på ny laserskærerløsning, der sikrer fleksibel produktion uden opsprøjt og grater

Kolding-virksomheden SonFlow med 30 ansatte er eksperter i produktion og test af industrielle pumper og varmevekslere og er nu begyndt at skære blanketter til varmevekslerne ud med en fiberlaser direkte fra coil.

Blanketterne er indtil nu blevet stanset ud af pladerne, fordi blanketten skal være uden grater, når den sendes ind i pressen for at få de mønstre, der sikrer varmeoverførslen i pladerne.

Derfor lå det faktisk også i luften, at en udvidelse af maskinkapaciteten på virksomhedens nyopførte fabrik skulle ske med endnu et stanseanlæg.

Men sådan gik det ikke, forklarer fabrikschef Dennis Hansen.

- Vi var egentlig ude i at finde en stanseløsning, da vi begyndte på det her projekt, for kvaliteten på en sådan blanket skal være helt i top og uden grater, siger fabrikschefen med henvisning til, at laserskæreren tidligere har været valgt fra på grund af netop opsprøjt.

Parløb med Kapema
Men da mulighederne blev undersøgt nærmere, fandt SonFlow sammen med maskinleverandøren Kapema en løsning, hvor blanketterne skæres med laseren direkte fra coil og groft sagt skæres i et frit snit hængende i luften, uden underlag og dermed uden opsprøjt.

Selve laseranlægget er fra italienske Produtech.

- Vi fandt i forløbet ud af, hvor langt man er kommet med fiberlaserteknologien i dag, siger Dennis Hansen med henvisning til, at laseren viste sig at være både hurtig og fyldt med fordele set med SonFlows øjne.

For laseren giver mulighed for fleksibilitet i blanketproduktionen og dermed også maksimal udnyttelse af den enkelte coil i hele bredden.

- Vi har fået en linje, der kan optimere brugen af pladen, og så slipper vi også for produktion og vedligeholdelse af stanseværktøjer. Så det her er en stor, men god investering for os, siger Dennis Hansen.

To gange i Italien
Dennis Hansen er helt overordnet yderst tilfreds med det samspil, SonFlow har haft med Kapema omkring løsningen.

- Vi gav Kapema de specifikke krav, og så gik Kapema i dybden med sagen. Vi har kun været to gange i Italien for først at se maskinen og tjekke, om den kunne overholde tiderne, og derefter for at se vores egen specifikke maskine i aktion, siger Dennis Hansen, som ikke lægger skjul på, at forløbet omkring den nye laserskærer har givet stof til eftertanke.

- Vi har lært, at man altid skal undersøge de forskellige muligheder og tænke lidt ud af boksen. Det handler om nytænkning og om at udnytte den nye teknologi, når man investerer, siger han.

For SonFlow er næste skridt på den teknologiske rejse indførelse af robotteknologi.

Artiklen er en del af temaet MaskinFokus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078