23948sdkhjf

Nyt om navne: Hiflux Filtration ansætter salgschef

Den nyoprettede stilling skal sikre virksomhedens fortsatte vækst og konsolidere positionen inden for kundetilpassede filterløsninger.

Hiflux Filtration har ikke tidligere haft en salgschef, men med et voksende globalt fokus og stadig flere forhandlere, var tiden moden, erklærer administrerende direktør, Svend K. Andersen.

Mere offensiv strategi
Han har derfor ansat Martin Holgaard som ny mand i spidsen for alle salgsaktiviteter i ind- og udland.

- Vi er kommet langt uden salgschef, men nu opgraderer vi organisationen. Der er en lang række afsætningsmuligheder ude i verden, vi skal blive bedre til at udnytte. Det kræver en mere offensiv strategi, siger Svend K. Andersen.

Markant potentiale
Direktøren glæder sig over tilknytningen af Martin Holgaard. Den helt rigtige profil til jobbet, som han udtrykker det. Den nyansatte salgschef har mange års erfaring med salgsledelse og afsætning af mekaniske og eltekniske komponenter. Han havde i øvrigt stiftet bekendtskab med Hiflux Filtration før ansættelsen.

- Det er en innovativ virksomhed med fokus på automationsløsninger til industrien. Selvom man er markedsleder i Europa inden for selvrensende filtre, er der stadig et markant potentiale, som kan udvikles, udtaler Martin Holgaard.

Hans primære opgave bliver at koordinere indsatsen på nye markeder og optimere de eksisterende. De mange forhandlere skal knyttes tættere til virksomheden, blandt andet gennem mere vidensdeling.

- Der er utrolig meget viden i huset. Ikke kun om produkterne, men også om de forskellige brancher man har leveret til. Det giver både os og forhandlerne et godt udgangspunkt i opdyrkningen af nye kunder og nye markeder, understreger Martin Holgaard.

Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094