23948sdkhjf

Ingen coronakrise hos Palomat

Hver eneste dag lander Palomat ordrer. Virksomhedens salgsafdeling har i hele marts 2020 indgået ordrer om leverancer af forskellige varianter af det danske pallemagasin. Aftagerne var industrier i Tyskland, Holland, Rumænien, Italien, Sverige, England, Frankrig, Spanien og Hviderusland.

De ambitiøse salgsmål for Palomat i marts, som ellers blev opstillet, længe før verden havde hørt om corona, blev således nået, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Det skete også, selvom Palomat gik glip af muligheden for at få kontakt til nye kunder og forhandlere på Logimat-messen i Stuttgart, der blev aflyst i sidste øjeblik. Her skulle Palomat ellers have præsenteret deres nyskabelse Palomat AMR, der er et pallemagasin, som fuldautomatiserer pallehåndteringen i samspil med en mobil robot fra den danske producent Mir.

Den aflyste messe blev hos Palomat konverteret til en virtuel messe. Virksomhedens medarbejdere kontakter simpelthen de forhandlere og potentielle nye forhandlere, der under normale forhold ville have besøgt Logimat og andre logistikevents.

- I disse tider, hvor vores bevægelsesfrihed er begrænset, så er det en kæmpe styrke for vores virksomhed, at vi i forvejen er vant til at bruge telefonen som et vigtigt salgsredskab. Vores team taler seks forskellige sprog, og vi formår at få budskaberne om forbedret arbejdsmiljø og optimeret pallehåndtering igennem til dem, vi ringer til. Vi har eksempelvis lige fået en aftale med en ny forhandler i Tyskland, som i løbet af syv dage lagde en ordre på fem Palomater, konstaterer area manager, Majbritt Svane, Palomat.

Selvom mediedækningen af corona nærmest kan give det indtryk, at verden er mere eller mindre lammet af sygdom og nedlukninger, så oplever sælgerne generelt, at opkald og mails bliver besvaret. Også i USA, Vietnam, Mexico, Malaysia og for den sags skyld også i Danmark.

Snaps til Sverige og Italien
Sælgerteamet hos Palomat oplever, at krisen stimulerer kreativiteten:

- Vi kan ikke læne os op ad, hvad vi ”plejer” at gøre. Derfor har vi også udviklet et koncept for virtuel produktintroduktion til nye forhandlere via Microsoft Teams, hvor vi ellers plejer at besøge dem og oplære dem i installation og anvendelse af vores pallemagasiner, fortæller Majbritt Svane.

Hver uge har Palomat sat nye aktiviteter i gang målrettet forhandlerne, så de har Palomat inde på lystavlen. Det er kampagner, som de kan bruge aktivt til deres kunder – med det mål hele tiden at lukke ordrer og skabe nye salgsmuligheder.

- Ofte har vi også været behjælpelige med at stå for at sende kampagnen for forhandlerne til deres slutkunder. Så vi hjælper forhandlerne med at skabe salg, fortæller Palomats marketingkoordinator, Annette Nykjær Andersen.

Palomat har blandt andet succes med en påskekampagne, hvor forhandlerne i hele verden får tilbudt snaps og chokolade, og det viser sig, at mange forhandlere ser det som en kærkommen anledning til at kunne tilbyde deres slutkunder en ”eksotisk dansk akvavit”, og dermed stimuleres interessen for Palomat yderligere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078