23948sdkhjf

Verdens største værfter tester LNG-pumper i Nordjylland

- Det er så tæt på virkeligheden, som vi overhovedet kan komme, siger projektleder Lars Foged fra Svanehøj.

Han og kollegaerne er i disse måneder ekstraordinært travlt beskæftiget i pumpefabrikkens 35 meter høje testtårn i Svenstrup ved Aalborg. Her udføres fuldskalatest på de forskellige typer af gaspumper, som to af verdens største værfter; Samsung Heavy Industries og Hyundai Heavy Industries har bestilt til seks nye gastankere; såkaldte VLEC’s. I alt 84 deepwell-pumper, der samlet løber op i et stort, tocifret millionbeløb, skal i løbet af de kommende måneder fragtes fra Svenstrup til Sydkorea.

- Vores tårn simulerer forholdene ude på skibet. Pumpen er hængt ind i tårnet på samme måde som i tanken, og i løbet af de fire timer, som testen varer, måler vi udviklingen i temperatur og vibrationsniveau. For os er det en facilitet af uvurderlig betydning, fordi vi kan demonstrere ”robustness of design”, så kunden med egne øjne kan se, at vores pumper er så effektive og stabile, som vi siger, de er, fortæller Lars Foged.

Ny løsning i den helt store skala
Det kræver to store mobilkraner at rejse og montere de lange deepwell-pumper i tårnet. Kunden betaler selv for alle omkostninger i forbindelse med en test, og normalt er det kun offshore-branchen, der investerer i test af pumper på grund af de ekstremt høje krav til sikkerhed.

Men i dette tilfælde er der tale om en ny løsning til håndtering af flydende ethan, der er udviklet af Svanehøj i samarbejde med den franske specialist i gastanke, GTT. Systemet involverer tre pumpetyper og skal både losse gassen (cargo), holde den nedkølet (spray) og sørge for at transportere gassen fra de kæmpemæssige membrantanke til skibets motorer (fuel).

Og da det er første gang, at løsningen skal installeres i så stor skala (hvert skib måler 230 gange 36,6 meter) bliver intet overladt til tilfældighederne. Samsung Heavy Industries og Hyundai Heavy Industries har løbende haft ingeniører i Danmark for at se pumperne i aktion, og det er ikke mindst Svanehøjs elektriske DW Fuel-pumpe, der er i fokus:

- En cargo-pumpe kører måske 1.000 timer om året, mens en fuel-pumpe under sejlads er i drift 24-7. Derfor er det vigtigt for kunden at få vished for, at pumpen er sikker og pålidelig og kan holde til den belastning, det er at pumpe gas til motorerne på så store skibe, som der er tale om her, siger Lars Foged.

Normalt tester Svanehøj pumper en håndfuld gange i løbet af et år. Men alene i februar og marts er der afviklet fire testforløb. Og allerede nu er yderligere fire tests planlagt til senere på året. Det er i forbindelse med en offshore-ordre, hvor Svanehøj skal levere 33 pumper til et projekt, hvor en olietanker skal konverteres til en flydende produktionsenhed (FPSO).

Fakta: Det skal Svanehøj levere

Samsung Heavy Industries og Hyundai Heavy Industries  skal hver bygge tre VLEC-tankere til en kinesisk kunde, og begge værfter har valgt Svanehøj som pumpeleverandør.

Svanehøj skal til hver af de seks VLEC’s levere otte cargo-pumper, to fuel-pumper og fire spray-pumper.

Cargo-pumperne har til opgave at losse ethanen, når skibene lægger til kaj i Kina og står således stille på selve overfarten fra USA.

Ethanen transporteres ved -94ºC, og på overfarten er det spray-pumperne, der skal sørge for at holde tankene nedkølede.

Brændstofpumperne henter den væskebaserede ethan op fra tankene og videre til hovedmaskinen.

Alle pumper er 28,5 meter lange. Når de er produceret, pakkes delene i 40 fods containere og fragtes til Sydkorea. Leverancen til den første af de seks tankere blev afsendt i midten af marts.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095