23948sdkhjf

Industrisliberiets ejere køber aarhusiansk kollega

Industrisliberiets nabobygning i forstaden Åbyhøj er ved at blive sat i stand.

For de to aarhusianske sliberier, Industrisliberiet og Århus Værktøjssliberi, flytter sammen. Baggrunden er, at ejerne bag Industrisliberiet har købt Århus Værktøjssliberi af Jan Andersen, der har ejet firmaet i 14 år.

Flytningen sker om en måneds tid, og tilsammen får de to virksomheder seks medarbejdere.

- Vi kommer til at arbejde meget tæt sammen, siger direktør Allan Bossow, Industrisliberiet, der fortsætter i sin nuværende rolle.

- Vi får fælles administration og fælles faciliteter, men der er ikke tale om en egentlig fusion, for vi beholder hvert vores cvr. nummer.

Skulle flytte
Sælger Jan Andersen var tvunget til, at der skulle ske noget. For det nuværende lejemål i Risskov skal bygges om til lejligheder.

- Enten skulle jeg finde et andet sted, eller også skulle jeg lukke virksomheden. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, fortæller han.

Men så meldte Industrisliberiets ejere sig på banen.

- De kunne godt se fornuften i, at vi slog os sammen. Min medarbejder og jeg flytter med, uddyber Jan Andersen, der fortsætter i rollen som direktør for Århus Værktøjssliberi.

Flere synergier
Udover de fælles administrative synergier, kan der også vindes på flere parametre i fabrikshallerne.

Mens Industrisliberiet udelukkende laver rundslibning og planslibning, sliber Århus Værktøjssliberi udover rundslibning og planslibning også skærende værktøj. Det drejer sig om både værktøjsslibning eller værktøjsfremstilling af blandt andet special profilfræsere, trinbor og forandringer af eksisterende spåntagende værktøjer til forskellige maskinfabrikker.

- Vi supplerer hinanden godt, siger Allan Bossow.

Maskinfabrikker er kunder
Han fortæller, at Industrisliberiet hovedsageligt har maskinfabrikker som kunder.  Og mere end 90 procent af slibningen sker på nyfremstillede emner, der hovedsageligt går til eksport.

- Man sliber på nye emner, når man har behov for en finish, som er bedre end den, som man kan dreje og fræse frem. Det er ofte, hvis emner har været hærdet og typisk steder med høj præcision og høje overfladekrav som for eksempel maskindele, kuglelejer og pumpedele, uddyber Allan Bossow.

- De sidste 10 procent drejer sig om reparationer på aksler og maskindele, der er slidte eller på anden vis havarerede. Emnerne sliber vi rene og får belagt med hårdkrom eller anden overfladebelægning, hvorefter vi sliber dem til deres oprindelige mål. Dette er normalt både billigere og hurtigere end at fremstille nyt.

Billedtekst: - Vi håber i nærmeste fremtid at få byggetilladelse til at bygge en ny ekspedition imellem de to bygninger så vi kan lave en fælles ekspedition med vareindlevering og vareudlevering, fortæller Allan Bossow.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125