23948sdkhjf

Hosta får ene-ejer

Hosta Industries har tredoblet omsætningen de seneste 10 år og begynder nu en ny fase med konsolidering og ejerskifte. Den familieejede Hjallerup-virksomhed fortsætter med Christian Mosevang som eneejer, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Vækstfasen er nu - blandt andet som følge af coronakrisen - afløst af en konsolideringsfase, og både direktion og bestyrelse har taget et skridt tættere på driften.

- Vi sidder netop nu og færdiggør vores regnskab for 2019/20, der sluttede den 30. juni 2020. Udviklingen har været tilfredsstillende under omstændighederne, men vi har desværre haft en faldende ordrebeholdning i de seneste måneder som følge af coronakrisen. Det har vi taget konsekvensen af i form af en organisationstilpasning og andre tiltag, siger indehaver Christian Mosevang. 

- Vi har dog en solid kundeportefølje og en fornuftig ordrebeholdning, og vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi nu skal kigge fremad og udnytte de muligheder, som vores unikke kompetencer inden for stålbearbejdning, giver os.

Christian Mosevang har sammen med sin bror Søren Mosevang ejet virksomheden siden 2014 efter deres far Orla Mosevang, som stiftede Hosta i 1973.

Ser forskelligt på strategien

Fra august 2020 fortsætter Christian Mosevang som eneejer, da de to brødre ser forskelligt på den fremtidige strategi:

- Hosta er en fantastisk virksomhed, som gennem alle årene har fyldt meget for vores familie. Nu står vi foran en ny fase, der tilsiger en ny strategi, og her ser min bror og jeg forskelligt på retningen for Hosta Industries. Derfor er vi blevet enige om, at det er bedst for virksomhedens udvikling at fortsætte med kun én ejer. Det har selvsagt været en stor beslutning, der har krævet mange overvejelser, men nu ser jeg frem til at prøve kræfter med opgaver andre steder i erhvervslivet, forklarer Søren Mosevang.

Tilbage i direktørstolen

Søren Mosevang stopper officielt som CEO i Hosta Industries fredag den 7. august 2020, men er fortsat tilknyttet virksomheden i den kommende periode.

Christian Mosevang vender tilbage til direktørstolen – en position som han bestred i perioden fra 2006 til 2018.

Virksomhedens regnskab for 2019/20 forventes offentliggjort i oktober 2020. Direktion og bestyrelse forventer et resultat før skat på cirka fire millioner kroner.

Egenkapitalen pr. 30. juni 2020 er på 42 millioner kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078