Hædret software giver smart væskekontrol
SEW-Eurodrive har modtaget en Handling Award 2020 i form af en tredjeplads i kategorien "Automation / Drives and Controls".
Det hædrede produkt er det såkaldte Movikit AntiSlosh softwaremodul, som er skabt til den nye Movi-C automationsplatform. Modulet bruges til at reducere vibrationer under åben transport af væsker i produktionsprocessen.
Mere konkret handler det om, at ved transport af væsker i åbne beholdere, for eksempel ved produktion eller under påfyldning er der en risiko for, at væsken svinger op og løber over på grund af den cykliske drift.
SEW-Eurodrive peger på, at dette kan føre til forseglingsproblemer eller forurenede beholdere, der genererer afvisninger og dermed reducerer operatørens samlede udstyrseffektivitet (OEE). Hvis dette kompenseres ved lavere accelerationer og lavere cyklushastigheder, sænkes produktionsudbyttet.
Med Movikit AntiSlosh softwaremodulet fra SEW-Eurodrive oprettes optimale bevægelsesprofiler baseret på intelligent koordinering med væskens fysiske egenskaber. Beregningen af den ideelle cyklustid muliggør produktion med maksimal ydelse, kombineret med spildbeskyttelse.
SEW-Eurodrive oplyser, at takket være den renere påfyldning med en optimeret, intermitteret transport af åbne væsker og det reducerede spild, opnås en stigning i maskinens ydeevne på op til 25 procent.