Antallet af forretningsrejser styrtdykker
Antallet af forretningsrejsende, der har taget en overnatning på hotel eller feriecenter i Danmark er faldet med 61 procent.
Det skriver DI Business, som har kigget på tal fra Danmarks Statistik.
Sammenligner man perioden november 2020 til januar i år med samme periode for et år siden er antallet af forretningsrejsende faldet med cirka 3,7 millioner,
Det store fald skaber stærke bekymringer for samhandlen med andre lande og helt speciefikt for den danske hotelbranche hos DI, som peger på, at der hurtigst muligt skal indføres en form for coronavaccinepas, som kan styrke hotelbranchen og samhandlen.
- Det dramatiske fald i antallet af forretningsrejsende understreger, hvor dyb coronakrisen er, og at det desværre vil tage lang tid, før økonomien har genvundet det tabte. Det er derfor vigtigt, at vi ved hjælp af kviktest og vaccinepas hurtigst muligt får åbnet landet og grænserne igen, så vi kan mødes og handle med hinanden, siger Sune Jensen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Industri.
- Det er afgørende for hotellerne, konferencecentre mv., at der kommer styr på smitten, så vi igen kan åbne og mødes. Selvom mange mødes digitalt, så er det fysiske møde stadig vigtigt, siger Sune Jensen