23948sdkhjf

Ventilproducent får vanvittig start på børsen

Den 25. marts udbød ventilproducenten Hydract 7.000.000 aktier til en samlet værdi af 35 millioner kroner i forbindelse med en notering på børsen Nasdaq First North Growth Market Denmark.

Tirsdag ved midnat udløb tegningsperioden, og her kunne den vestjyske virksomhed konstatere, at i alt 9.751 investorer havde ønske at købe aktier for 336.392.695 kroner svarende til en overtegning på 861 procent.

- Vi er stolte af Hydracts udvikling og den positive modtagelse fra de mange nye aktionærer, der har ønsket at være med på vores rejse. Jeg er taknemmelig for den overvældende tillid, de har vist vores selskab, ledelse og medarbejdere. I al glæden er jeg dog ærgerlig over, at vi ikke fuldt ud har kunnet tilgodese alle interesserede aktionærer i udbuddet. Vi vil gøre vores yderste for at yde en god service som børsnoteret selskab og håber, at de der ikke fik muligheden i denne omgang vil slutte op om selskabet fremadrettet, siger stifter og CEO, Peter Espersen, i en børsmeddelelse.

 Morten Lindberg, CFO i Hydract, supplerer:

- Den store investorinteresse viser en stærk opbakning til Hydracts mission om at bidrage til den grønne omstilling af procesindustrien. Vi har nu fået den nødvendige kapital til at styrke vores organisation, salg og markedsføring og dermed udbrede Hydracts green tech-løsninger til bryggerier, mejerier og andre drikkevareproducenter verden over, med målet om at opnå en mere konkurrencedygtig, effektiv og bæredygtig produktion.

Hydract har udviklet en patentbeskyttet green tech-løsning, som gør produktionen hos drikkevareproducenter mere effektiv og bæredygtig.

I dag er det markedsstandard at bruge trykluft til at styre det store antal ventiler, der anvendes i produktionen i drikkevareindustrien. Hydracts patenterede ventil anvender vandhydraulik i stedet for trykluft til at styre ventilen, hvilket giver væsentlige fordele i forhold til energiforbrug, præcision og pålidelighed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.217