23948sdkhjf

Dansk inspektionsrobot gearer op til eksporteventyr

Nu skalerer århusianske Capra Robotics virksomheden op, så den er klar til global ekspansion med sine agile udendørs inspektionsrobotter.

Det sker blandt andet med rekruttering af to industriprofiler, der medbringer erfaringer fra internationale selskaber som Vestas, Kyocera Unimerco, Siemens og K. Hartwall. Capra Robotics medstifter, robotpioneren bag Mir, Niels Jul Jacobsen, har håndplukket Søren Tordenskjold Larsen som produktionschef og Lars Hee Hansen som både CCO og ny investor i robotselskabet.

Lars Hee Hansen skal lede salgsarbejdet, og han kommer med et CV spækket med international salgserfaring.

- Capra Robotics består af stærke profiler og unik knowhow, som giver virksomheden nogle klare konkurrencefordele, og derfor har jeg også valgt – i den grad - at sætte ”begge hænder solidt plantet på kogepladen” og investere nogle af mine egne midler i en ejerandel af selskabet. Der er jo meget drivkraft i at blive en del af et nyt firma med kæmpestore ambitioner, hvor man kan være med til at præge udviklingen, siger CCO Lars Hee Hansen i en pressemeddelelse.

Industriel storskalaproduktion anno 2021

Til at sørge for at produktionen også kan holde trit med ordrebogen, har Niels Jul Jacobsen i skikkelse af Søren Tordenskjold Larsen fundet en profil, der efter en karriere i større virksomheder kan se charmen i at opbygge en skalerbar produktion fra scratch med lean processer i hele værdikæden.

- I min nye rolle hos Capra har jeg en enestående chance for at dimensionere en både bæredygtig og effektiv produktion ved at tage de rigtige, langsigtede valg og fravalg, som bedst sikrer, at kunderne får gennemtestede robotter til tiden. Alle robotterne bliver monteret her, så vi kan kvalitetssikre dem, mens produktionen af komponenter primært sker hos lokale leverandører i Europa. Gevinsterne er, at vi hurtigt kan skalere op til produktion af tusindvis af robotter ligesom en bilfabrik med en høj volumen, alt imens vi skaber lokal jobvækst, siger Søren Tordenskjold Larsen.

Kæmpe potentiale

Ambitionen hos Capra Robotics er – på kort tid - at blive Europas førende producent af udendørs mobile robotter. På mange af Danmarks store havneområder automatiserer teknologien monotone og mandskabstunge inspektionsopgaver i alt slags vejr uanfægtet af forhindringer. De danskproducerede robotter varetager rutinemæssig inspektion på havnene i samarbejde med G4S og Lorenz Technology.

Nu skal resten af verden erobres. Derude venter et marked for udendørs selvkørende robotter estimeret til en samlet værdi på 60 milliarder kroner, ifølge rapporten Robotics, Automation, and AI: Explosion of New Markets Across Broad Segments of the Economy, udarbejdet af William Blair Research.

- Jeg ser et kæmpe potentiale for, at vores robotter også kan gøre en stor forskel i mange andre lande, ikke mindst inden for inspektion og monitorering af store områder. Derfor udvider vi nu med de største markeder i Europa i form af Tyskland, Frankrig, fortæller Niels Jul Jacobsen.

Han forventer, at Capra Robotics i 2021 samlet vil lande ordrer på et tocifret antal robotter, mens 2022-målet er en tredobling af dette års salgsvolumen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094