Østjysk maskinfabrik sender alle medarbejdere en tur til Færøerne
Hos Løsning-virksomheden KSM Kragelund er det efterhånden blevet en tradition, at man hvert tredje år tilbyder medarbejderne en tur til udlandet med alt betalt – det eneste medarbejderne skal ofre er to feriefridage. Det skriver Horsens Folkeblad.
Tidligere har destinationen heddet Berlin, Italien og Hamborg – og næste år går turen til Færøerne.
- For os er det en god investering, da det skaber sammenhold på tværs af vores forskellige afdelinger. Det handler om at have en flad virksomhedsstruktur, hvor der ikke er langt fra lærling til direktør. Det er sundt for os alle, siger salgschef Per Møller til Horsens Folkeblad.
Når de sætter sig i flyveren til Kristi Himmelfart-ferien næste år, er der i alt 116 personer med inklusive ægtefæller og lignende.
Enkelte medarbejdere har ikke ønsket at deltage i turen. Det betyder til gengæld, at KSM Kragelund kan opretholde et minimum af produktion i de dage, hvor det meste af staben er afsted.
Originalartikel: https://hsfo.dk/artikel/virksomhed-sender-personale-p%C3%A5-tur-til-f%C3%A6r%C3%B8erne-om-jeg-skal-med-ja-for-den-da