Nyt agentur til Ølgod Elektro
En af verdens førende producenter af elmotorer, brasilianske WEG, har valgt Ølgod Elektro som distributør af koncernens motorer på det danske marked.
- Vi er naturligvis glade for, at WEG har valgt os som forhandler, og vi ser store muligheder i samarbejdet, siger direktør Torben Olsen fra Ølgod Elektro.
- Vi er blandt de få elektromekaniske virksomheder herhjemme, der selv importerer og markedsfører motorer, og den tætte dialog med producenten er et godt grundlag for rådgivningen til vores kunder, fortsætter han.
Nye krav
Ifølge direktøren har WEG ingen problemer med at leve op til de skærpede krav til motorernes effektivitet og energiøkonomi, som indføres i flere og flere lande.
EU indførte IE2-normen i 2011, og kravet til virkningsgraden sættes yderligere op med IE3-normen i 2015 og IE4-normen i 2017.
- Det er i første omgang producenterne, der skal leve op til de nye normer, og det er ikke alle, der er helt klar til at levere IE2-motorer. Men WEG er helt fremme i skoene og har produceret IE2 motorer over en årrække, ligesom man allerede nu er klar med IE3 motorer. Koncernen har også alle de godkendelser, der kræves til offshore og marine, eksport til USA og Canada samt ATEX, konstaterer Torben Olsen.