Høj efterspørgsel holder stålprisen oppe
Selv om prisen på sort stål på det seneste er faldet lidt, så er der ikke udsigt til noget større og vedvarende fald. Det vurderer stålgrossisten Tibnor.
Efterspørgslen på stål er nemlig fortsat høj, lyder vurderingen fra salgsdirektør i Tibnor Søren Pliniussen.
- Lige nu er der intet, der tyder på, at efterspørgslen på stål bliver mindre. Det generelle opsving i økonomien har blandt andet betydet, at mange regeringer har afsat penge til infrastrukturprojekter, mens eksempelvis bilindustrien er drevet frem af en stigende efterspørgsel på elbiler. De fleste brancher oplever med andre ord stadig stor afsætning, siger han.
Søren Pliniussen peger også på, at der ikke mere kommer billigt stål fra Asien.
- Sammen med de høje transportpriser, så har det relativt høje prisniveau i Asien sammen med Kinas stålpolitik betydet, at import af asiatisk produceret stål ikke er billigere end europæisk i øjeblikket. Samtidig bevirker kvoteordninger fra EU, at der er begrænset import fra selvsamme. Det sker simultant med, at stålprisen i USA er tårnhøj, og det driver omvendt en hel del eksport fra Europa over Atlanten, siger han.
Grøn omstilling sætter pres på
Den grønne omstiling medvirker også til et pres på priserne.
- Der er ingen tvivl om, at de restriktioner, der gennemføres fra blandt andre EU’s side for at fremme den grønne omstilling, påvirker markedet nu og mange år frem. De har alle til formål at reducere udledningen fra stålindustrien, således at den er klimaneutral i 2055. Det er en ambitiøs plan, og EU’s begrænsning af tilladt CO2-udledning samt prisen på CO2-kvoter betyder også, at de europæiske stålværker har svært ved at øge produktionen på kort sigt.
Energipriser påvirker stålpris
Pliniussen peger også på, at energipriserne har stor indflydelse på stålprisen, uanset om der er tale om skrotbaseret stål eller stål fra jernmalm.
- Energipriser er afgørende for prisen på skrotbaserede produkter, mens det for de malmbaserede produkter primært gælder prisen på kul og koks, der så igen påvirkes af energikrisen i Kina. Sammenholdt med de stigende råvarepriser, og nødvendige investeringer i grøn omstilling, er det min vurdering, at vi ikke forventer et reelt fald i stålprisen, siger Søren Pliniussen.
Prisforhøjelser fra årsskiftet
- Allerede nu ser vi reelle prisforhøjelser på specialstål gældende fra årsskiftet. På både rustfrit stål og aluminium kigger vi ligeledes ind i stigende priser og usædvanligt lange leveringstider. Efterhånden som de forskellige flaskehalse indhentes, blandt andet ved prisstigninger der motiverer højere produktion, vil stålbehovet stige og der kan igen opstå knaphed på visse stålprodukter, siger han.