Østjysk leverandør af løftegrej får ny ejer
Grene Wind Industry Supplies (Grene WIS) har med støtte fra Core Capital overtaget ejerskabet af NOS A/S, der er leverandør af on- og offshore løfteudstyr samt specialudstyr. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
NOS blev grundlagt i 2009 af Claus Jensen og Tom Kloster Fyllgraf i beskedent kontor på cirka 25 kvadratmeter i centrum af Horsens.
I dag er virksomheden vokset til 10 medarbejdere og cirka 2.000 kvadratmeter lager og kontor i Horsens-bydelen Hatting.
NOS’ kunder findes, udover vindindustrien, primært indenfor olie- & gasindustrien, marine samt industri og byggeri. Virksomheden havde i 2021 en bruttofortjeneste på 12,5 millioner kroner og et overskud før skat på 7,1 millioner kroner.
Grene WIS har som ambition at blive førende leverandør til den voksende vindinstallations- og serviceforretning og vil med opkøbet forstærke sin position.
- Grene WIS vil yderligere ekspandere ind i nye segmenter, hvor synergierne kan blive udnyttet, til endnu større glæde for vores nuværende og kommende kunder, lyder det i pressemeddelelsen.
Bag Grene WIS står Bagger-Sørensen Equity, et dansk familieejet selskab ejet af fjerde generation af Bagger-Sørensen-familien. Familien er bedst kendt som skaberne af tyggegummifabrikken Dandy, som i 2002 blev solgt til Cadbury Schweppes.