Manden bag ny elektrisk Nimbus: Derfor satser vi på kvinderne
Det var en morgen under bruseren, at Claus Støvlbæk Clausen fandt på idéen om at relancere den ikoniske danske Nimbus-motorcykel i en elektrisk udgave.
- Jeg har altid godt kunnet lide design og kvalitet, og med min alder elsker jeg også nostalgi. Nimbus-motorcyklen har alle tre ingredienser. Det tænkte jeg på en morgen, hvor jeg stod under bruseren: ”Nimbus-motorcyklen! Hvorfor Søren er der ingen, der har relanceret den?”, siger Claus Støvlbæk Clausen, founder og CEO, ti DI Business.
Siden har Claus Støvlbæk Clausen fået ret til at anvende Nimbus-brandet og alle virksomhedens designs, som en gruppe af ingeniører og designere lige nu arbejder på at omsætte til en opdateret version.
- Og med den tid vi lever i, så skulle det selvfølgelig være en elmotorcykel, siger Claus Støvlbæk Clausen.
Det er dog ikke kun i forhold til motorcyklens brændstof, at der er tale om en tidssvarende motorcykel. Fra start stod det nemlig klart for Claus Støvlbæk Clausen, at det var vigtigt for ham at bygge en mangfoldig virksomhed op.
- Lige fra jeg skrev den første forretningsplan, har jeg sagt, at vi skal i hvert fald have 50 procent kvinder med i bestyrelsen – og også gerne med i ledelsen, siger han, og fortsætter:
- Motorcykelbranchen er jo en mandebranche, men nu er vi ovre i en ny historie, hvor vi taler om en elmotorcykel, som også er designet til kvinder, så selvfølgelig skal vi have kvinderne involveret i projektet.
Med en ny, mere grøn profil og et valg om at designe motorcyklen i en udgave til kvinder og én til mænd, var det oplagt for Nimbus at se efter en bestyrelse, der afspejler virksomhedens kundegrundlag.
Bestyrelsesdatabase sikrede topprofil
Da Claus Støvlbæk Clausen skulle lede efter kvindelige bestyrelsesprofiler til sin nyetablerede virksomhed, tænkte han, at der måtte andre kanaler i brug end den udbredte metode med at forhøre sig i ens umiddelbare netværk.
- Mange bestyrelsesposter er vennetjenester, og det kan hurtig risikere at blive lidt indspist, siger Claus Støvlbæk Clausen.
Han fik derfor DI’s hjælp til at sende et opslag ud om, at Nimbus ledte efter en bestyrelsesformand til de knap 200 erhvervskvinder i DI’s Women on Board-database.
- Jeg fandt ud af, at DI havde en database, der hed Women on Board, så dem kontaktede jeg, og de hjalp mig med at sende en annonce ud. Det fik jeg en rigtig flot respons på med 15 henvendelser fra et rigtig stærkt felt med mange gode kompetencer, siger Claus Støvlbæk Clausen.
Han havde samtaler med fem af de erfarne erhvervskvinder, der havde ansøgt om at blive bestyrelsesforkvinde for hans virksomhed og endte med at lukke en aftale med én af kvinderne fra Women on Board-databasen.
- Jeg har fået, hvad jeg har drømt om, og måske endda lidt mere til. Hun har en stærk international erfaring og meget stor erfaring med branding og innovation, så det var spot on i forhold til, hvad vi søgte, siger Claus Støvlbæk Clausen.
- Noget af det vigtigste for os er, at vores brand skal ud at leve. Vi skal ud at fortælle en ny historie om Nimbus-brandet, så derfor er det helt oplagt, at vi får en bestyrelsesformand, der har rigtig godt styr på branding.
Valget af ny bestyrelsesforkvinde er faldet på Jeanette Elgaard Carlsson. Jeanette er rådgiver, business angel, og tidligere CEO og medejer i Froosh.
Mangfoldighed giver nye perspektiver
Ifølge Claus Støvlbæk Clausen er det vigtigt at skabe en mere ligelig kønsfordeling, end der er i mange virksomheder i dag. Han har svært ved at forstå, hvorfor kønsbalancen er så skæv i toppen af dansk erhvervsliv, men mener ikke, at kvoter er vejen frem.
- Jeg er ikke så begejstret for det med kvoter. Jeg synes ikke, at det gavner kvinderne. Men jeg kan simpelthen ikke forstå, at der ikke er flere kvinder, når man ser på bestyrelserne rundt omkring, siger Claus Støvlbæk Clausen.
Ifølge Claus er det vigtigt at skabe en mere ligelig kønsfordeling, fordi vi alle sammen bidrager med noget forskelligt, som kan gavne virksomhederne.
- Vi skal ikke undervurdere, at kvinderne ofte kommer med nogle andre værdier end mænd. Når jeg er i gang med at lancere en opdateret motorcykel, som kører på el, så skal vi have kvindernes syn på det i bestyrelsen og organisationen. Ellers risikerer vi at mangle kendskab til en ny kundegruppe, som vi gerne vil ud til, siger Claus Støvlbæk Clausen, og fortsætter:
- Det er helt afgørende med mangfoldighed – vi har forskellige værdier og kan tænke på forskellige måder, og det kan i høj grad komme en virksomhed som Nimbus til gode. Derudover så er det vigtigt i forhold til den stigende internationale konkurrence, at vi har mennesker med forskellige erfaringer med.
For Claus Støvlbæk Clausen var det ikke noget problem at finde en dygtig og erfaren kvinde til posten som bestyrelsesforkvinde for Nimbus, så i hans øjne er det mærkeligt, at andre virksomheder ikke gør mere ud af at lede efter kvinderne.
- Jeg har flere gange læst om virksomheder, der slet ikke kan finde en kvinde til bestyrelsen og derfor er blevet nødt til at tage en mand i stedet. Det kan jeg simpelthen ikke forstå. Jeg har fået masser af henvendelser – endda inden jeg indrykkede henvendelsen hos DI. Det handler bare om at kigge de rigtige steder, siger Claus Støvlbæk Clausen
Hurtig udvikling i startup-bestyrelser
Som iværksætter oplever Claus Støvlbæk Clausen, at det er ekstra vigtigt at have blik for, at bestyrelsen består af mennesker med de rette kompetencer, fordi de yngre virksomheders behov kan skifte hurtigere end en mere moden virksomhed.
- Verden ændrer sig hele tiden, og derfor tror jeg, at det er vigtigt løbende at se på bestyrelsen og vurdere: ”Har man de rette kompetencer?”. Jeg kunne sagtens forestille mig, at vi også på et tidspunkt vil finde et bestyrelsesmedlem fra udlandet, som har erfaring på andre kompetenceområder, vi kan have behov for, siger Claus Støvlbæk Clausen.
For Claus Støvlbæk Clausen og Nimbus er det vigtigt at følge med tiden, og derfor er det også vigtigt, at bestyrelsen afspejler virksomhedens aktuelle behov.
I første omgang er fokus på at skabe awareness omkring Nimbus-brandet og komme ud til nogle målgrupper, som i dag ikke er særlig stærkt repræsenteret blandt motorcykel-ejere.
- Af de grupper, der ejer motorcykler i dag, der fylder de 35-45-årige meget – og der er ikke mange kvinder iblandt. De store, benzindrevne motorcykler henvender sig stadig mest til mænd, og der tror vi på, at der åbner sig et marked, når vi lancerer en elmotorcykel i et lækkert design, siger Claus Støvlbæk Clausen.
Nimbus håber dermed på, at de får fat i nogle kundesegmenter, herunder flere kvinder, når de inden længe relancerer den tohjulede designklassiker. Det vil den ligelige kønsfordeling i bestyrelsen forhåbentlig være med til at bidrage til.
Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business.