23948sdkhjf

Ordrebeholdningen sætter rekord hos NHS Maskinfabrik

NHS Maskinfabrik er både kendt som producent af flishuggere, men bestemt også som servicepartner og underleverandør til primært danske, men også internationale kunder i blandt andet Sverige, Tyskland, Holland, Luxembourg og USA.

På både underleverandør-arbejde og på virksomhedens eget brand ”NHS Flishuggere” er der ekstraordinært travlt, og det kan mærkes i Silkeborg-virksomheden, som fordeler sig på to adresser på henholdsvis Bergsøesvej 6 og Holmbladsvej 13.

- Alene de sidste to måneder har vi ansat fem nye medarbejdere, og vi har i dag slået endnu en ny stilling op, fortæller medejer Ejner Husted i en pressemeddelelse.

- Det er svære tider med enorme udfordringer med hensyn til råvarestigninger og ikke mindst kampen om dygtige medarbejdere, som der reelt uddannes alt for få af. Men det er umådeligt svært at være negativ, selvom den store ordreindgang nærmest smadrer vores kapacitet og planlægning, tilføjer han.

Hos NHS er man ikke i tvivl om, at en væsentlig faktor i travlheden skyldes, at flere og flere foretrækker lokal forsyningssikkerhed frem for beskedne besparelser på indkøbspriser længere væk. Tilmed er den grønne omstilling også et parameter, som særligt virksomhedens store kunder vægter mere og mere.

- Ovenpå to år med corona og nu den ulykkelige situation i Ukraine har det gjort ondt på mange virksomheder, der har været afhængige af oversøiske leverancer. Parameteret ”at være 100 procent dansk producent” styrker os dagligt på eksportmarkedet, og at være 100 procent lokal, og fremstille stort set alt selv her i Silkeborg, styrker os ganske enkelt generelt, uddyber Ejner Husted.

Og tryk på kedlen må der siges at være. NHS Maskinfabrik har i marts haft den højeste ordrebeholdning i virksomhedens historie, og det ser ikke ud til at stilne af med ordretilgangen.

Imens der på Bergsøesvej laves alt indenfor pladebearbejdning, svejse- og smedeopgaver, er afdelingen på Holmbladsvej forbeholdt spåntagning, rustfast svejsning samt montage og service af NHS flishuggere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094