23948sdkhjf

Nordjysk værktøjsproducent på opkøb

Den nordjyske produktionsvirksomhed Dencker fra Nykøbing Mors har indgået partneraftale med Trend Mould, som ligger i Skals.

De to virksomheder har arbejdet tæt sammen i mange år og fra begge sider har der længe været stor interesse for at stå endnu tættere sammen og danne en endnu stærkere enhed.

Dencker har derfor købt 51 procent af anparterne i Trend Mould.

Trend Mould skal fortsat ledes og drives af Kristian Thaagaard, og produktionen skal forblive i Skals. I øjeblikket beskæftiger Trend Mould otte medarbejdere og har en kapacitet på 30 støbemaskiner.

Som totalleverandør fremstiller Dencker værktøjer til sprøjtestøbning, ligesom de varetager selve sprøjtestøbningen af plastemner i eget støberi. Trend Mould køber hoveddelen af sine værktøjer hos Dencker eller i Østen og varetager alt sprøjtestøbning in-house.

Den samlede støbekapacitet er nu på i alt cirka 65 støbemaskiner fordelt på de to adresser.

- Dencker og Trend Mould vil med deres forskellige setup komplementere hinanden godt, og der vil helt sikkert opstå positive synergier, der vil medvirke til positiv udvikling hos begge virksomheder, siger Anders Dencker, CEO hos Dencker, i en pressemeddelelse.

Dencker A/S specialiserer sig inden for områder, hvor der stilles meget høje krav til detaljer, kvalitet og tolerancer. Kunder inden for medico, elektronik, micro-tooling og moulding har fået øje på de kompetencer, som Dencker nu har samlet på adressen i Nykøbing Mors.

Trend Mould fokuserer på lidt andre forretningsområder, blandt andet bygge- og vindbrancherne, som kræver et andet setup, og her er emnerne typisk større og med lidt andre krav.

- Vi har mulighed for at sende kunder deres vej, og de kan sende kunder vores vej, så vi får kunder og opgaver, som matcher kernekompetencerne på de to produktionssteder bedst muligt, siger Kristian Thaagaard, indehaver af Trend Mould.

Se nøgletal for:
Læs mere om: dencker
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.75