Trods øget usikkerhed: Stadig høj vækst hos AO Johansen
Teknik- og VVS-grossisten omsatte i første halvår for 2,570 milliarder kroner svarende til en vækst på 6,2 procent i forhold til samme halvår sidste år. I andet kvartal isoleret set steg omsætningen med 10,9 procent til 1,319 milliarder kroner.
Salgsvæksten i første halvår 2022 udgjorde 13,2 procent i det professionelle marked i Danmark og udlandet, mens det faldt med 25,8 procent på det private onlinemarked. For begge segmenter har væksten været højere i andet kvartal end i første.
- Andet kvartal 2022 var præget af fortsat vækst i B2B-segmentet. Den organiske vækst udgjorde 9,2 procent, mens tilkøbet af EA Værktøj bevirker, at den rapporterede vækst i B2B-segmentet er på 16,0 procent i forhold til samme periode sidste år, skriver AO Johansen i sit regnskab.
Resultat af primær drift (ebit) endte i første halvår på 177,3 millioner kroner svarende til en vækst på 12 procent. Overskuddet før skat steg med 10 procent til 176,8 millioner kroner.
På baggrund af udviklingen i andet kvartal fastholder AO Johansen forventningerne til hele 2022. Det betyder, at man stadig kalkulerer med en omsætning på 5,2-5,3 milliarder kroner, et ebitda på 455-485 millioner kroner og et resultat før skat på 345-375 millioner kroner.
- En række indikatorer, som for eksempel øget renteniveau, stigende produktpriser, høj inflation og lavere forbrugertillid, medfører øget usikkerhed omkring det fremtidige efterspørgselsniveau, skriver AO Johansen.
Regnskabsår | 1. halvår 2022 | 1. halvår 2021 |
Valuta | DKR | DKR |
Nettoomsætning | 2.570,1 | 2.419,4 |
Resultat før finansielle poster (ebit) | 177,3 | 158,6 |
Bruttoresultat | 618,6 | 561,8 |
Resultat før skat | 176,8 | 160,7 |
Periodens resultat | 138,1 | 126,6 |
Status balance | 3.199,2 | 2.593,5 |
Egenkapital | 1.255,4 | 1.114,5 |
Antal ansatte | 795 | 695 |
Kilde: AO Johansen |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.